Fra blomstrende midtby til betonørken

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Anna von Lowzow er en dansk journalist og filminstruktør ansat på Nordisk Film Production. Hun er opvokset på Lerchenborg i Kalundborg, og tilbragte sin barn- og ungdom i Kalundborg. Hun har netop skrevet en kronik i Berlingske, hvori hun skriver om, hvordan Kalundborg har forvandlet sig fra en levende by med et ungdomsmiljø og en aktiv og blomstrende midtby til en betonørken med vindblæste golde pladser i hver sin ende af gågaden.

Kalundborg er et skrækeksempel på åndelig fattigdom. Det er titlen på den kronik, som Anna von Lowzow fik bragt i Berlingske mandag.

”De mellemstore byer i Danmark arbejder på at tiltrække nye og store virksomheder, som kan skabe arbejdspladser, flere nye borgere, et pulserende forretningsliv, gode restauranter, kulturoplevelser og deraf en markant bedre økonomi… Kalundborg er Sjællands største industrikommune uden for Storkøbenhavn. Her er Novo Nordisk den førende arbejdsplads med ca. 3.600 medarbejdere, byen har en kæmpe industrihavn, og andre store virksomheder maser sig på i oplandet. Hvad mere kan en borgmester drømme om? Et gæt kan være, at flere borgere skal flytte til byen,” således skriver Anna von Lowzow, og fortsætter: ”Indfaldsvejen til Kalundborg er katastrofale, med lange bilkøer på til og fra København, som bringer det arbejde folk på job udefra. Men man forstår det godt, for selvom industrien blomstrer, og kommunen er rig, så ligner Kalundborg midtby jo noget, som er ved at nedlægge sig selv.”

Har ikke set en by så mishandlet som Kalundborg

Anna von Lowzow fortæller til TV-Kalundborg, at det, der triggede hende, og som nok er en gennemgående ting i mange provinsbyer, var midtbyen, herunder gågaden.

”Da man etablerede gågaden, gik Kalundborg fløjten. Folk kan være grønne og nok så bæredygtige, men de vil kunne køre til butikkerne og parkere. Jeg var hjemme for nogle uger siden, og gik igennem midtbyen. Jeg tænkte, at det her kan ikke være rigtigt. Erhvervslivet blomstrer, men det gør resten af byen ikke. Byens borgmester sidder som formand for Kommuners Landsforening (KL), men han passer ikke sin egen by, hvad angår den åndelige føde. Jeg gik herefter en tur forbi havneparken for at se, hvor langt de var kommet nu otte år efter, at de rev den gamle silo ned, og hvad jeg så, var ikke imponerende. Hvad foregår der eller rettere, hvad foregår ikke? Der er 12 tomme butikslokaler i Kordilgade. Folk kører til Holbæk, fordi der, ifølge dem, er bedre kvalitet af både tøj og mad - og hyggeligere. Det er jo en skandale. Danmarks største guldaldermaler, J. Th. Lundbye er et bysbarn, men man har ikke engang et museum, hvor man kan se hans vidunderlige billeder.”

Ifølge Anna von Lowzow er der tale om en mangel på anerkendelse af den åndelige sjæl, og hun fortæller, at hun ikke kan huske at have set en by så mishandlet som Kalundborg.

”Jeg står frem og siger det, som mange tænker. Alle taler om det, men ingen gør noget. Jeg vil bare gerne, at der bliver gjort noget for Kalundborg, byen er blevet mishandlet, og den kunne være så skøn, der er så mange muligheder. Jeg ved, at det er øretævernes holdeplads, jeg bevæger mig ind på, men nu må man ind i kampen. Hvis borgmesteren ikke magter opgaven, hvad så med viceborgmesteren eller bare nogle af politikerne? ” foreslår hun.

I kronikken skriver hun endvidere: “Kan det være, fordi borgmesteren og kommunalbestyrelsen absolut INTET gør for, at byen skal være en attraktiv by at bo i? Kender de ikke betydningen af kultur og bymiljø for den menneskelige sjæl?... Der er intet havnemiljø, selvom man for otte år siden endelig fik taget sig sammen til at rive havnens grimme betonsilo ned… Hele midtbyen, som engang blomstrede med gode forretninger, parkerede biler og liv i gaden, er forvandlet til en betonørken med et par vindblæste golde pladser i hver sin ende af gågaden.”

Løsningen er at investere penge

Anna von Lowzow understreger, at hun siger, hvad hun gør, fordi hun holder af byen og gerne vil, at byen igen bliver et attraktivt sted at bo, og det gør man bl.a. ved at smide mange mio. kr. i at skabe et ordentligt havnemiljø, da man er nødt til at turde at investere penge for at skabe noget ordentligt at værdi, og som kan være med til at gøre en forskel for, om folk vælger Kalundborg til eller fra.

”Hvad med at nedsætte en arbejdsgruppe af fx erhvervsliv og lokale politikere, der undersøger, hvordan de har gjort det i andre byer, der har succes med netop den slags. Køge, Hundested, Sønderborg og Holbæk er gode eksempler, hvis man fx ser på deres havnemiljø. Måske bør det gamle Grand Hotel igen være et hotel, hvor der er bad og toilet på alle værelser. Måske skal man højne niveauet for restauranter, som ligger i midtbyen, som er lettilgængelige, så man ikke behøver en bil for at komme dertil. Som det er nu skal man igen langt ud for byen. Hvad skal turister lave, når de er i Kalundborg? Hvad skal de studerende/de unge lave, hvor skal de gå hen i byen for at foretage sig noget? Det er dumt, hvis man tror, at man kan spare sig til en succes. Kommunen kan jo være smart at inddrage de store virksomheder, da de vel også har en interesse i det projekt.”

Den smukke natur omkring Kalundborg, hotellet på Røsnæs, et par gode restauranter uden for byen, vingårdene samt den smukke Højby med den femtårnede kirke er ikke gået Anna von Lowzows næse forbi, men hun påpeger blot, at det ikke er nok til at få folk til at flytte til byen, ligesom en god flæskestegssandwich fra Slagter Jacob heller ikke er.