Fortsat problemer med trafikeret lyskryds

Vej & Park fra Kalundborg Kommune er klar over problemet, og de arbejder stadig på at reparere lysmasterne i krydset, der ofte ikke fungerer.

Fortsat problemer med trafikeret lyskryds
Lyskrydset mellem J. Hagemann-Petersens Allé og Klosterparkvej i Kalundborg, fungerer ikke med jævne mellemrum. Foto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Tilbage i 2021 skrev TV-Kalundborg om lyskrydset mellem J. Hagemann-Petersens Allé og Klosterparkvej i Kalundborg, hvor borgerne dengang oplevede, at masterne i lyskrydset ofte ikke fungerede. Det samme er tilfældet i 2024 og årene derimellem, hvor lyskrydset med jævne mellemrum ikke fungerer.

Vej & Park fra Kalundborg Kommune er klar over problemet, og de arbejder stadig på at finde fejlen i lyskrydset, hvilket de også har forsøgt henover weekenden ligesom, at der er en tekniker ude på stedet mandag morgen.

”Vi er klar over, at der stadig er problemer med det lyskryds. Det er et ældre kryds, og der er mange faktorer, der spiller ind. Men det er et problem, der skal løses, og vi arbejder på det. Det skal selvfølgelig laves, så det fungerer ordentligt. Men desværre har vi endnu ikke fundet fejlen. Vi har lavet fejlfinding, da der er nogle periodiske fejl. Vi har været i styreboksen, haft kabler gravet op, repareret dem og lukket til igen, men den periodiske fejl vender tilbage. Vi har kigget på kablerne mellem master, der står i alle hjørner i krydset. Vi har målt med udstyr mellem masterne for at se, om der skulle være en fejl på ringkablet,” fortæller Charlotte Jørgensen, teamleder Vej og Park, Kalundborg Kommune, og fortsætter: ”Men vi kan kun vedligeholde, skal der nye investeringer til, er det en politisk beslutning, og det er ikke med på budget 2024.”

Udvalg vidste ikke, at det stod så skidt til

Formand for Teknik- og Miljøudvalget, Jakob Beck Jensen (V) fortæller, at udvalget ikke har været klar over, at det stod så skidt til med lyskrydset: ”Men nu vil vi bede om en status på det til næste udvalgsmøde. Så må vi jo finde ud af, om det kan holdes inde over driften eller om der skal afsættes midler på budgettet til det,” siger han.

Alle borgere skal huske, at i en situation, hvor lyset i et lyskryds ikke fungerer, træder den almindelige højre vigepligt i kraft.

Del