Fortsætter som direktør

Forlængelsen af ansættelsen blev godkendt af kommunalbestyrelsen i Kalundborg Kommune.

Fortsætter som direktør
Kalundborg Kommune og direktør Søren Ole Sørensen er blevet enige om, at samarbejdet skal fortsætte. Foto: Kalundborg Kommune.

kontakt@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Kommune og direktør Søren Ole Sørensen er blevet enige om, at samarbejdet skal fortsætte efter, at Søren Ole Sørensens åremålsansættelse udløber med udgangen af september 2023.

Forlængelsen af ansættelsen blev godkendt af kommunalbestyrelsen i Kalundborg Kommune på årets sidste møde onsdag den 14. december 2022. Det betyder, at Søren Ole Sørensen fortsætter i rollen som direktør for ældre- og sundhedsområdet, jobcentret, økonomi, it & digitalisering samt HR og personale frem til udgangen af december 2025 – som falder sammen med udgangen af denne valgperiode.

”Jeg er meget glad for, at Søren har ønsket at forlænge sin åremålskontrakt, når den udløber næste år. Han er en stærk del af holdet, og hans afbalancerede ledelsesstil er en vigtig del af, at vi lykkes med rigtig mange ting i Kalundborg Kommune. Også på områder, hvor kommunen skal være ekstra opmærksom på grund af fx demografien,” siger kommunaldirektør Jan Lysgaard Thomsen, Kalundborg Kommune. 

Søren Ole Sørensen ser også frem til at udøve lidt flere års ledelse i Kalundborg Kommune: ”Jeg trives rigtig godt i Kalundborg Kommune, hvor vi har tillidsfulde samarbejdsrelationer mellem ledelse, medarbejdere, borgere og politikere. Det er de relationer, der er en del af hemmeligheden bag den succes, vi ser på mange områder i Kalundborg Kommune. Kalundborg Kommune er i disse år inde i en udvikling uden sidestykke. Det er utroligt spændende, og det vil jeg gerne være en del af i de kommende år,” siger Søren Ole Sørensen. 

Del