Forsvaret i jernalder og vikingetid
Videnssalon stiller skarpt på Vestsjællands borge, bavnehøje og forsvarssystemer gennem tiderne.
Af Gitte Korsgaard gitte@tfv-kalundborg.dk
Videnssalon stiller skarpt på Vestsjællands borge, bavnehøje og forsvarssystemer gennem tiderne.
Kalundborg Museum inviterer til en spændende videnssalon, hvor middelalderarkæolog Martin Pavon deler sin viden om forsvar og trusselsbillede i jernalder og vikingetid.
Hvordan forsvarede man sig på Vestsjælland?
Martin Pavon har i mange år arbejdet med borge og voldsteder på Vestsjælland, og i sit oplæg vil han kaste lys over, hvordan området organiserede sit forsvar i en tid præget af uro og trusler.
Publikum får indblik i, hvordan bavnehøje, borge og voldsteder indgik i datidens forsvarssystem – og hvilke arkæologiske undersøgelser, der i dag giver os ny viden om emnet.
”Hvor der er krig og trusler, er der også et forsvar,” fortæller Pavon. Han vil bl.a. berette om bavnevagter, som havde til opgave at holde vagt og sørge for, at bålene blev tændt på rette tidspunkt – og ikke mindst, at ingen faldt i søvn på deres post.
En del af forskningsprojektet ’Våben i Vestsjælland’
Videnssalonen er en del af Museum Vestsjællands forskningsprojekt Våben i Vestsjælland, der sætter fokus på våbenmagt, kamp, konflikt og forsvar i regionens historie.
Museet har i årets løb inviteret en række eksperter til at deltage i videnssaloner, hvor de sammen med museumsinspektør Trine Borake undersøger fortidens – og nutidens – erfaringer med krig og modstand. Projektet ledes af Trine Louise Borake i samarbejde med Mads Dengsø Jessen, seniorforsker ved Nationalmuseet.
Arrangementet finder sted på Kalundborg Museum, og varer fra kl. 19 til 21. Det er nødvendigt at købe billet på forhånd via Museum Vestsjællands hjemmeside, da der er begrænset antal pladser.