Forslag om tilbagebetaling til forældre.

Læserbrev:

Forslag om tilbagebetaling til forældre.

Demokratisk Fællesliste i Kalundborg har stillet forslag om tilbagebetaling til de forældre, som ikke har kunnet benytte de kommunale pasningsordninger på grund af Coronanedlukning. På det forrige kommunalbestyrelsesmøde var der blandt partierne stor sympati for forslaget. Borgmesteren fik udskudt forslaget til yderligere udredning. På det nylige overstået kommunalbestyrelsesmøde d. 24/3-21 fik piben en anden lyd. På nær nogle få kb-medlemmer undsagde man forslaget med et hav af dårlige undskyldninger.

Peter Jacobsen DF (som ellers var meget positiv på første møde) mente det nødvendigt at påberåbe sig min tidligere stilling som politimand, da han påstod, at jeg var ude i noget ulovligt ved at tage pengene af kommunekassen. Jeg måtte berolige ham med, at ingen kom i fængsel. Vi var højst i konflikt med budgetreglerne. Jeg undrede mig over, hvordan så mange andre kommuner fandt pengene til kompensation til børnefamilierne, som jo blot havde fulgt statsministerens anmodning om, at de skulle holde børnene hjemme. Borgmesteren med følge fik behændigt skudt sagen tilbage til udvalget for Børn og Familie, hvilket faktisk var dødsstødet for et demokratisk og retfærdigt forslag, idet dette udvalg ikke har mulighed for at finde sådanne penge i en tid hvor børnehaverne er undernormeret og folkeskolerne hænger i laser.

I Kalundborg Kommune kan man opnå retfærdighed, hvis det ikke koster ret meget. Hvor er det sørgeligt.

Det er en Martin Damm borgmester klassik på, hvordan man afliver sådan en sag.

Gert Larsen

Demokratisk Fællesliste

Kalundborg Kommune

Del