Forskønnelsen af bymidte med nyt minitorv
Fredag til middag samledes en række borgere fra Rørby sammen med Få-det-fikset-gruppen og repræsentanter fra Kalundborg Kommune til en indvielse af det nye minitorv.
Af Jens Nielsen
Fredag blev et nyt minitorv i Rørby indviet. Forskønnelsen er blevet til på initiativ af Få-det-fikset-gruppen i Rørby og med støtte fra Vej & Park i Kalundborg Kommune.
Få-det-fikset-gruppen i Rørby havde et stort ønske om at få renoveret den lille plads ved den gamle Brugsforening med ny belægning, et træ, (det bliver plantet senere når jorden ikke er så våd) siddeplads samt en bytavle. Få-det-fikset-gruppen havde et budget der ikke kunne række til alle ønsker, men Vej & Park har støttet op om projektet med ekstra midler, fordi det centrale sted i byen trængte til en gennemgående renovering.
Nu er renoveringen færdig. Projektet har taget ca. 1½ år fra de første ønsker blev sendt til Kalundborg Kommune og til det færdige resultat nu står færdigt.
Fredag til middag samledes en række borgere fra Rørby sammen med Få-det-fikset-gruppen og repræsentanter fra Kalundborg Kommune til en indvielse af det nye minitorv.
”Det er er de sidste penge fra Få-det-fikset-puljen som er brugt til renoveringen. Vi tænkte at det kunne vel ikke være noget større problem lige at få det fikset, men der blev vi nok reddet lidt af gongongen da Birgitte Kofod Møller (landskabsarkitekt i Kalundborg Kommune) kom og sagde jeg tror lige jeg tager over herfra og det er vi meget taknemmelige for, det er virkeligt et større projekt end man lige umiddelbart tror,” sagde Niels Hansen, talsmand for Få-det-fikset-gruppen i Rørby, i forbindelse med indvielsen.
Før bestod pladsen af en asfaltbelægning præget af mange års lapninger, hvor ukrudt og buske groede op gennem asfalten. Et grønt busskur med knækkede brædder, lidt tilfældigt placerede skilte og et cykelstativ.
Få-det-fikset-gruppen er sammen med Kalundborg Kommunes landskabsarkitekt Birgitte Kofod Møller, nået frem til en løsning hvor pladsen er renoveret med ny flisebelægning, et rundt bed med et kirsebærtræ og bunddække samt en markant rund bænk omkring træet. Samtidig er der etableret et nyt busskur og ryddet op i det øvrige inventar, så det står på en række langs hækken bag pladsen. Busskuret er nu drejet, så det er lettere at se om bussen kommer og skuret deler ikke længere pladsen i to. Dermed er der synlighed over hele pladsen fra de omgivende veje og det halvskumle sted bag skuret er væk.
Få-det-fikset-gruppen havde et ønske om grøn asfalt på hjørnet. Men da belægningen ofte graves op i forbindelse med ledningsarbejder, er der i stedet valgt en belægning af fortovsfliser, med rækker af chaussésten. Denne belægning adskiller samtidig hjørnet tydeligt fra vejenes asfaltbelægning. Under belægningen er der etableret en underjordisk kasse med vækstjord til træets rødder, så træet forhåbentligt kan leve og vokse i mange år. Samtidig gør den særlige opbygning, at trærødderne ikke kan bule belægningen, når træet vokser.