Formand blev bedt om at gå

Det er med blødende hjerte, at jeg skriver dette, men det er nødvendigt."

Formand blev bedt om at gå Røsnæs Brugs har fået ny bestyrelse. Formanden er blevet bedt om at gå. Arkivfoto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kirsten Herløv er gået af som formand for bestyrelsen for Røsnæs Brugsforening. Ikke fordi, hun havde lyst, men fordi den øvrige bestyrelse mente, at det var bedst.

På sin Facebookside skriver Kirsten Herløv i mandags: ”Det er med blødende hjerte, at jeg skriver dette, men det er nødvendigt… 2. pinsedag kl. 23.34 modtager jeg en mail fra den øvrige bestyrelse, hvor de bl.a. skriver, at det er bedst for fremtiden af Vores Brugs, at vi finder en ny formand til at lede samarbejdet med uddeler. Vi finder, at den rigtigste løsning – som vi vil bede dig om at efterkomme - er, at du frivilligt, og som helhed, trækker dig fra Bestyrelsen af Røsnæs Brugsforening. Jeg svarer, at jeg er medlemsvalgt i Røsnæs brugsforenings bestyrelse, og det agter jeg, at blive ved med.”

Men bestyrelsen sender endnu en mail, hvori de igen anmoder Kirsten Herløv om, at gå af som formand. Til trods for, at Kirsten Herløv har arbejdet for Røsnæs Brugs i mere end 20 år, tager hun sit hverv op til overvejelse, da bestyrelsen skriver anden gang. Den 15. juni møder hun op til bestyrelsesmødet og bekendtgør, at hun trækker sig som formand og træder ud af bestyrelsen.

Svesken på disken

Kirsten Herløv beretter efterfølgende, at bestyrelsen mente, at der kunne sendes en pressemeddelelse ud, hvori der skulle stå, at Kirsten Herløv har for meget at se til, og derfor stopper hun. Kirsten Herløv gør opmærksom på, at hvis der skal sendes en pressemeddelelse ud, bliver det for at fortælle den virkelige historie.

”Jeg har kæmpet for Røsnæs Brugs i 22 år og i mere end 2 år for Vores Brugs på Røsnæs, brugt al min fritid, samlet 800.000 kr. ind fra jer der har tegnet lånebeviser, arbejdet sammen med rigtig mange mennesker om projektet ,og brugt den erfaring og kompetence, som jeg har fra 10 år i Coops landsråd og nu Coop Ambas bestyrelse om at drive Brugs. Det er desværre slut nu, og det er jeg rigtig ked af. Jeg er nødt til at gøre opmærksomt på, at jeg finder det useriøst, at en ny bestyrelse for Røsnæs Brugsforening ikke fortæller medlemmerne, hvad der sker i Røsnæs Brugsforening, når der er formandsskifte i utide. Hvis vi på Røsnæs vil holde liv i Vores Brugs, er det vigtigt med åbenhed og sammenhold…” skriver Kirsten Herløv i sit opslag på Facebook.

Bestyrelse takker den tidligere formand

Bestyrelsen i Røsnæs Brugsforening skrev bl.a., på Røsnæs Brugs Facebookside, dagen efter Kirsten Herløvs udmelding på Facebook, at de takkede Kirsten Herløv for hendes store engagement og arbejde for brugsen igennem mange år. Ligesom de skrev, at de var kede af den situation, man var havnet i.

”Uden hendes dedikation og store arbejde ville vi slet ikke have nogen brugs i dag. Den øvrige bestyrelse mener dog, det er på tide med nye kræfter, ikke mindst set i lyset af den store personaleudskiftning samt mere fundamentale udfordringer Brugsen står overfor. Vi er alle rigtig kede af den situation, vi er havnet i, men holder fast i vores formål som bestyrelse: At skabe en fantastisk brugs, fortsat sikre udvikling som et af knudepunkterne for Røsnæs og være gode arbejdsgivere over for vores medarbejdere… ”Dette opslag burde i bagklogskabens lys været kommet ud tidligere, men grundet den fortsatte drift af Brugsen samt søgning efter ny uddeler, kommer det først nu. Det beklager vi.”

Efterspørgsel på orienteringsmøde

Formand for bestyrelsen, Flemming Engtoft Larsen, fortæller bl.a., at det handler om at tænke nye tanker: ”Vi vil prøve, at se det på en ny måde herude. Der er ældre mennesker, der handler her, og der er store sommerhusområder, ligesom der er kommet en del unge mennesker til. Vi skal have et varesortiement, der passer til alle. Det er den nye udfordring, og til det mente vi, at der skulle en ny bestyrelse til, hvor der er flere unge mennesker. Men vi skulle have meldt ud til medlemmerne langt tidligere, og det beklager vi. Vi holder et orienteringsmøde omkring Brugsen, for det er der brug for. Vi melder tidspunktet ud i morgen,” siger Flemming Engtoft Larsen.

Bestyrelsen for Røsnæs Brugsforening består nu af Flemming Engtoft Larsen, Karina Simonsen, Lise Barfod, Andreas Bundgaard og Camilla Michaelsen. Flemming Engtoft Larsen er den nye formand.

Kirsten Herløv har i øvrigt ikke ønsket at kommentere yderligere, men skriver, at hun ønsker det bedste for Vores Brugs på Røsnæs.

Del