Forlader som de første meget populær arbejdsplads

"Der er ingen som rejser herfra, når du først er kommet gennem nåleøjet, så bliver man"

Forlader som de første meget populær arbejdsplads Allan Frederiksen og Edith Hansen går på pension som de første efter Kløvergården blev bygget for 30 år siden. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Når først man er blevet ansat på Kløvergården, så er der ingen som rejser igen. Men nu går Allan Frederiksen, som startede for 30 år siden på pension sammen med Edith Hansen, som har været ansat i 20 år. Det er de første medarbejdere som går på pension siden institutionen blev bygget.

Det er 30 år siden, at 64-årige Allan Frederiksen var med til at starte den kommunale børneinstitution Kløvergården i Tømmerup, men nu har han valgt at gå på pension, selv om det ikke er nemt at forlade arbejdspladsen.

”Det har altid været en rigtig god arbejdsplads, vi har en brandgod ledelse, der er ingen som rejser herfra, når du først er kommet gennem nåleøjet, så bliver man, det har altid været populært at være her, det er et godt sted,” fortæller Allan Frederiksen, mens han viser rundt på det 10.000 kvadratmeter store areal som børneinstitutionen råder over.

Allan Frederiksen er en af de få mandlige pædagoger som arbejder med børn og det er på ingen måde blevet nemmere som årene er gået.

”Vi var ikke mange mænd den gang, og sådan er det faktisk stadigvæk, egentligt er det blevet mere vanskeligt at være mandlig pædagog, du skal virkelig tænke dig om, nu er jeg en gammel erfaren rotte, men jeg tænker mig også om, mere nu end dengang,” siger Allan Frederiksen.

Allan Frederiksen har passet flere af forældrene til de børn som nu går i institutionen i dag, det synes han er lidt sjovt, men Allan husker også dengang Kløvergården havde dyr, både geder, får, høns og grise, bl.a. det populære hængebugsvin Olfert, og en almindelig gris til slagtning.

Slagtede høns mens børnene så på

”Da vi skulle have slagtet grisen, blev den sendt væk så det foregik ordentligt, og det blev forældrebestyrelsen faktisk lidt fortørnet over, de mente vi skulle have en slagtevogn ud så børnene kunne se hvordan det foregik, det var nok ikke blevet foreslået i dag, men dengang slagtede vi selv vores høns, og det var børnene med til, det er lidt sjovt at tænke på i dag, tiderne var bare anderledes,” husker Allan Frederiksen.

66-årige Edith Hansen forlader også Kløvergården for at gå på pension. Hun har været ansat i 20 år i Kløvergården, og er lige så glad for arbejdspladsen som resten af kollegaerne.

”Det er på en måde dejligt at kunne gå på pension nu, men det bliver også mærkeligt,” siger Edith Hansen, mens hun sidder på kanten af sandkassen sammen med børnene.

Fejres ved en reception

De to populære medarbejdere som nu går på pension bliver fejret ved en reception tirsdag d. 28. september, kl. 13.30 til 15.30, hvor der er bestilt kage til flere hundrede, for der er ingen tvivl om, at mange vil kigge forbi.

Kløvergården har i alt 11 medarbejdere som alle har mange års anciennitet.

Del