’Foreningshotel’ for 60 forskellige foreninger

’Foreningshotel’ for 60 forskellige foreninger Poul Erik Christensen, Lene Kaas og Svend Kruse, henholdsvis formand, kasserer og næstformand i Aktivitetscentret Munkesøen, er blandt de mange frivillige som får 'foreningshotellet' til at køre i hverdagen. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

En gruppe af frivillige sørger for, at der er ordnede forhold for de 60 foreninger der holder til i Aktivitetscenter Munkesøen.  Nu fejres der 10-års jubilæum.

Egentligt var der dagcenter for Kalundborg Kommune i den store bygning, men de sidste 12 år har der været aktiviteter for en lang række af foreninger. Selv om det er to år siden, at Aktivitetscenter Munkesøen havde 10-års jubilæum, så bliver det først fejret d. 30. april grundet corona.

”Det er blevet så moderne at udskyde arrangementer på grund af corona, så derfor holder vi først vores 10-års jubilæum nu,” fortæller Poul Erik Christensen, som er formand for bestyrelsen i aktivitetscentret.

Da vi overtog dagcentret og det blev til Aktivitetscenter Munkesøen var der seks foreninger og så har det eller udviklet sig lige siden, nu er her 60 foreninger som holder til her og ca. 20 som kommer her enkelte gange, fx en grundejerforening der skal holde en generalforsamling,” fortæller Poul Erik Christensen, der udover at være formand også er meget aktiv som frivillig sammen med ca. 30 andre frivillige som får aktivitetscentret til at køre i hverdagen.

”Vi sidder syv personer i bestyrelsen og jeg betragter det lidt som et hotel hvor vi står for at booke lokaler og værelser ud, og får det hele til at køre, og så sørger vi for at fx det tekniske fungerer og at her er pænt og ryddeligt,” fortæller Poul Erik Christensen.

En del af de mange frivillige sørger også for at caféen er bemandet hver formiddag, hvor der kan købes både smørrebrød, kaffe, kage og hjemmebagte boller.

formålsparagraffen for Aktivitetscenteret Munkesøer er at fremme livskvaliteten gennem socialt frivilligt arbejde for den ældre generation.

De 60 foreninger som benytter aktivitetscentret, er meget forskellige, det er fx Skolegymnastik, Hjælpetjenesten, Kalundborg Fotoklub, LOF Knipling og Visens Venner.

10-års jubilæet afholdes den 30. april fra kl. 10, hvor der er sang, brunch og festtale ved viceborgmester Tina Beck-Nielsen.

Del