Foredragsrække med ’Sundhed på menuen’

"Vi vil sætte fokus på sundheden på en lidt anderledes måde, lige at få plantet nogle små frø i forhold til, at få ændret nogle dårlige vaner i sin hverdag"

Foredragsrække med ’Sundhed på menuen’
Louise Lund - Dansk mad - Nye tider og Cecilie Skov Larsen fra det lokale firma VaneSkift er gået sammen om en række foredrag med titlen ’Sundhed på menuen’. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Louise Lund og Cecilie Skov Larsen er klar med både god mad og foredrag på Den Gamle Skole på Asnæs om, at bryde de dårlige vaner som fx uhensigtsmæssige madvaner. Første foredrag afholdes tirsdag d. 18. marts.

Louise Lund - Dansk mad - Nye tider og Cecilie Skov Larsen fra det lokale firma VaneSkift er gået sammen om en række foredrag med titlen ’Sundhed på menuen’, hvor der er fokus på en sundere livsstil. Arrangementerne afholdes både formiddag og aften og starter med en sang fra højskolesangbogen, herefter serveres et måltid mad inden Cecilie Skov Larsen fortæller bl.a. om emner som ’Rundt om sundhed’ – ’Hvad består vores mad af?’ – ’Det holdbare vægttab’ og ’Sov godt’. I alt er der foreløbigt arrangeret syv forskellige foredrag.

”Det her er en af de ting som jeg havde drømt om, at vi skulle have i gang på Den Gamle Skole og med Cecilie har jeg fundet den person som kan få liv i lokalerne og skabe noget af det som jeg selv står for,” fortæller Louise Lund, og fortsætter, ”Jeg kender Cecilie fra Ubberup Højskole hvor vi begge har arbejdet i en årrække, jeg har været i køkkenet og Cecilie har været ernærings faglig leder."

Cecilie Skov Larsen, der er uddannet vanecoach, overspisningscoach og har en professionsbachelor i ernæring og sundhed, har efter tiden på Ubberup Højskole startet sit eget firma VaneSkift hvor hun tilbyder sessioner en til en, til firmaer og nu også foredrag på Den Gamle Skole.

Vi vil sætte fokus på sundheden på en lidt anderledes måde, lige at få plantet nogle små frø i forhold til, at få ændret nogle dårlige vaner i sin hverdag samtidig med fællesskabet hvor man spiser et måltid mad sammen og måske får snakket med nogle man ikke kendte på forhånd, og så starter vi med at synge en sang så det bliver sådan lidt højskoleagtigt, så nu håber vi, at der er interesse for vores ide,” fortæller Cecilie Skov Larsen.

De foredrag som afholdes om formiddagen er fra kl. 11-13 mens foredrag om aftenen er fra kl. 18-20.

Se mere om de enkelte foredrag - klik her

Del