Unikt foredrag om Flemming Bamse Jørgensen
Der er et både autentisk og gribende foredrag på programmet, når Flemming Bamse Jørgensens enke, Käte Jørgensen, sammen med pladedirektør Jens Ove Friis giver et unikt indblik i den folkekære sangers liv.

Af Merete Jensen, merete@tv-kalundborg.dk
Tirsdag den 31. januar inviterer Kalundborg Biblioteker i samarbejde med Hvidebæk Lokalråd til et spændende, gribende og autentisk foredrag om Flemming Bamse Jørgensens liv. Arrangementet holdes i Ubby Forsamlingshus fra klokken 19 - 21, hvor der inden foredraget er mulighed for fællesspisning.
Foredraget er en kærlig og personlig fortælling fra to af de personer, der kendte Flemming Bamse Jørgensen allerbedst, hans livs kærlighed, Käte Jørgensen, og sangerens pladedirektør og personlige ven, Jens Ove Friis.
Flemming Bamse Jørgensen var et ikon, og en af nutidens største entertainere. Käte Jørgensen nåede at kende Bamse i 40 år, og var gennem alle år Flemmings sikre og uundværlige anker gennem en lang karriere. Selvom hun kun sjældent var med til de mange koncerter, ventede Käte altid med natmad til en træt Flemming, når han kom hjem fra et spillejob. Flemming spillede desuden altid sine nye sange for Käte, og hendes meninger var afgørende for sangenes fremtid.
Jens Ove Friis var Flemmings pladedirektør, og de to blev både personlige og professionelle venner. Flere gange om ugen diskuterede de indspilning, valg af sange og musikere, producere, studier og kreative strategier. Siden Flemmings død har Jens Ove været familiens professionelle rådgiver.
Flemming Bamse Jørgensens fantastiske liv og karriere bliver også portrætteret i den nye spillefilm, Bamse, hvor Anders W. Berthelsen spiller hovedrollen som den kendte og elskede musiker. Historien i filmen er inspireret af Bamses liv, mens foredraget med Käte og Jens Ove er den autentiske fortælling, hvor du med garanti hører historier fra Flemming Bamse Jørgensens liv, som du ikke har hørt før.
Arrangementet er blevet til i samarbejde mellem Hvidebæk Lokalråd og Kalundborg Biblioteker. Billetter til både fællesspisning og foredrag – eller kun til foredrag, kan købes via Kalundborg Bibliotekers hjemmeside www.kalundborgbib.dk eller i alle Kalundborg Biblioteks filialer.
Arrangementet foregår tirsdag den 31. januar i Ubby Forsamlingshus, Hovedgaden 19, 4490 Jerslev. Der er fællesspisning klokken 18.00, hvor menuen er sammensat af Kim Kok fra Ubby Forsamlingshus, mens foredraget er fra klokken 19.
Læs mere og meld dig gratis ind i Biblioteksklubben via www.kalundborgbib.dk/klub