Foredrag om arbejdsmiljøets historiske udvikling

Arbejdsmiljø er vigtigt, og det handler om mere end en tredjedel af manges liv. Det handler også om økonomi.

Foredrag om arbejdsmiljøets historiske udvikling
Der er mange, der har svært ved at forholde sig til arbejdsmiljø, og det bliver hurtigt meget teknisk og med mange indviklede regler. Det fortæller Niels Erik Danielsen om i sit foredrag. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Tirsdag den 22. november afholder FH-Kalundborg foredrag med Niels Erik Danielsen om arbejdsmiljøets historiske udvikling.

Niels Erik Danielsen har skrevet bogen ”Arbejdsmiljøets historiske udvikling – Fra kong Hammurabis Babylonske love til 2021.” Bogen indeholder ca. 200 udvalgte nedslag til belysning af arbejdsmiljøets historie, og den fortæller forfatter, Niels Erik Danielsen om den 22. november.

Der er mange, der har svært ved at forholde sig til arbejdsmiljø, og det bliver hurtigt meget teknisk og med mange indviklede regler. Men det er vigtigt, og det handler om mere end en tredjedel af manges liv. Det handler også om økonomi.

”I 2013 blev Beskæftigelsesminister Mette Fredriksen spurgt om, hvor mange der døde ved dårligt arbejdsmiljø i Danmark. Svaret var, »at den samlede arbejdsrelaterede dødelighed i Danmark var 2.077 tilfælde om året«. Et cirka regnestykke giver tæt på 100.000 døde ved dårligt arbejdsmiljø fra Arbejdsmiljølovens start i 1977 og til i dag. Årligt kan alene 1400 dødsfald knyttes til psykisk arbejdsbelastning,” skriver FH-Kalundborg i en pressemeddelelse.

Niels Erik Danielsen har arbejdet med arbejdsmiljø i over 35 år. Først som distriktsmiljøkonsulent i SiD. Han afsluttede sin karriere som konsulent ved Byggeriets Arbejdsmiljøbus.

FH-Kalundborg skriver endvidere i pressemeddelelsen, at de håber, at mange vil møde op og lytte – og tale med om arbejdsmiljøet.

Foredraget foregår tirsdag den 22. november kl. 19.00 hos 3F Kalundborg.

Del