Forældre og kommende skolebørn inviteres til rundvisning og dialog
”Vi har stort fokus på at danne vores elever – og ikke kun ud-danne,” lyder det fra skolens ledelse.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Tirsdag den 11. november åbner Kirke Helsinge Skole dørene for alle forældre og børn, der står foran skoleindskrivning til sommeren 2026.
Formålet med arrangementet er at give et indblik i hverdagen på den lokale folkeskole, og både børn og forældre er meget velkomne til at deltage. Under Åbent Hus vil der være mulighed for at møde børnehaveklasselederen, SFO-lederen og skolelederen, som står klar til at fortælle om skolens hverdag, værdier og undervisningstilbud.
Der vil også blive arrangeret rundvisning på skolen, hvor man undervejs kan stille spørgsmål og få en fornemmelse af skolens atmosfære og fællesskab.
En skole med trivsel, tryghed og stærke værdier
Kirke Helsinge Skole, SFO og Børnehus ligger små tre kilometer uden for Gørlev og har 10 klasser fra børnehaveklasse til 9. klasse. I øjeblikket har skolen omkring 100 elever og ca. 29 børn i børnehaven.
Skolen har en elevtrivsel på hele 95 procent, et stigende karaktergennemsnit og er stolt af, at næsten alle elever fortsætter på en ungdomsuddannelse efter 9. klasse.
”Vi har stort fokus på at danne vores elever – og ikke kun ud-danne,” lyder det fra skolens ledelse. Skolens værdier er tydeligt formuleret: Faglighed, Fællesskab og Fantasi.
Emneonsdag – læring på en ny måde
Hver onsdag arbejder eleverne med et særligt undervisningskoncept kaldet ’Emneonsdag’, hvor de sammen med én lærer fordyber sig i praktiske og kreative projekter.
Formålet er at skabe variation, samarbejde og plads til nye måder at lære på. Mange klasser tager også på ture denne dag, og undervisningen rykker ofte uden for klasselokalet.
Tilmelding til Åbent Hus
For at deltage i arrangementet bedes interesserede tilmelde sig på skolens kontor på telefon 59 53 52 10. Skolen opfordrer alle forældre, der overvejer indskrivning, til at kigge forbi og opleve det gode fællesskab, der præger hverdagen på Kirke Helsinge Skole.