For de unges skyld og byens fremtid
I april indsendte Foreningen for Ungehus Kalundborg en formel ansøgning til Kalundborg Kommune om at få overdraget hele ejendommen på Bredgade 26 i Kalundborg.

Et ungehus i hjertet af Kalundborg er ikke længere bare en drøm – det er ved at tage form som et konkret og ambitiøst projekt, båret frem af lokale unge og et bredt netværk af aktører fra uddannelse, erhvervsliv og det offentlige.
I april indsendte Foreningen for Ungehus Kalundborg en formel ansøgning til Kalundborg Kommune om at få overdraget hele ejendommen på Bredgade 26 for 1 krone. Efterfølgende har foreningen været i tæt dialog med kommunens chefjurist om de juridiske rammer, og har udarbejdet reviderede vedtægter, som imødekommer de kommunale krav til en eventuel overdragelse. Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.
Fra lånte lokaler til eget ansvar
I januar besluttede Kalundborg Kommune at stille de to øverste etager af Bredgade 26 til rådighed for projektet. Men med ønsket om at realisere det fulde potentiale søger støtteforeningen nu om at overtage hele bygningen.
"Mange fonde støtter ikke renoveringsprojekter i kommunalt ejede bygninger, og derfor har vi brug for at tage ejerskab – både i ordets bogstavelige og overførte betydning," siger Nanna Blume, bestyrelsesformand for støtteforeningen og ledelseskonsulent ved Helix Lab, og fortsætter: "Det handler om at skabe de bedst mulige rammer for byens unge, men også om at give dem en reel følelse af ansvar, ejerskab og indflydelse."
Ungdommens hus – og deres ansvar
Huset skal drives med de unge i centrum. En hovedgruppe bestående af unge fra byens uddannelsesinstitutioner samt andre, som står for aktiviteter, indretning og beslutninger.
"Hvis vi får lov at eje huset, er det os unge, der skal tage vare på det. Det er en kæmpe tillid, og det motiverer os til at gøre os ekstra umage," siger Maro Patlaka, medlem af hovedgruppen og studerende på DTU’s biomanufacturing-uddannelse.
Et hus, der skal summe af liv
Hovedgruppen har gennemgået bygningen og arbejder nu med ideer til indretning og aktiviteter. Ønskerne spænder fra koncertlokale, bar og studieområder til mødelokaler og en brætspilslounge. Det er planen at åbne huset uden den større renovering allerede i september 2025 med en god velkomstfest.
"Vi vil skabe et sted, hvor unge mødes på tværs – et sted, der summer af idéer, hygge og fællesskab" siger Emil Temim, arkitektstuderende og medlem af hovedgruppen.
Ambitiøs fondsstrategi i gang
Overtagelsen af huset er også første skridt mod en større finansieringsstrategi. Foreningen samarbejder med fundraiser Michella Schack fra ProjektPlaneten om at
søge midler til både renovering og drift. Derudover har bestyrelsen indsendt en ansøgning til Campus Kalundborgs Grassroots-pulje om støtte til en daglig projektleder, der kan facilitere hovedgruppen og sikre momentum i opstarten.
En investering i Kalundborgs fremtid
Samarbejdet omkring Ungehus Kalundborg bygger videre på Kalundborgmodellen, hvor erhvervsliv, kommune og uddannelsesaktører skaber løsninger sammen. Flere virksomheder, herunder Kalundborg Brugsforening, SJF Bank, Electricom og Intertek, har fra begyndelsen været med i støtteforeningen.
"Ungehuset er ikke kun vigtigt for de unge. Det er vigtigt for hele byens udvikling," siger Søren Kjærsgaard, næstformand, udviklingsdirektør i SJF Bank og en af initiativtagerne, og fortsætter: "Vi har set det virke i Holbæk, hvor Lucernahuset i dag er en kæmpe succes. Nu skal Kalundborg have sit eget samlingssted for ungdom med samme styrke og ejerskab."
Invitation til lokalsamfundet
Selvom større fondsansøgninger er på vej, understreger foreningen behovet for lokal støtte. "Det er et gammelt hus, og vi får brug for alle kræfter – små som store," siger Per Junge, direktør i Electricom, og fortsætter: "Vi håber, at lokale håndværkere, leverandører og virksomheder har lyst til at støtte os, så vi kan få huset sat i stand og ikke mindst hjælpe med at vedligeholdelsen af det, så de unge har en plads i byen de næste mange år."
Ingen bliver smidt ud
Flere eksisterende foreninger har deres ugentlige gang i huset i dag – og det ændrer sig ikke lige foreløbig. "Vi ønsker at skabe noget nyt, men det skal ikke ske på bekostning af noget andet," siger Nanna Blume og fortsætter: "Hvis vi overtager huset, ønsker vi at indgå i dialog med alle de nuværende brugere for at sikre en god overgang og finde løsninger, der fungerer for alle parter."
Fakta om overtagelsesønsket
- Foreningen har søgt Kalundborg Kommune om at overtage hele ejendommen Bredgade 26 for 1 DKK.
- Ved overtagelse kan der søges en række større fonde til renovering og etablering.
- Foreningen er klar til at tage ansvar for drift og vedligehold – og søger lokal opbakning.
- En ekstraordinær generalforsamling vil blive indkaldt i juni med henblik på vedtægtsændringer.