Fond har givet de sidste penge, og projekt kan sættes i gang

Formålet er at skabe et naturobservatorie for folk med funktionsnedsættelse.

Fond har givet de sidste penge, og projekt kan sættes i gang
Naturpark Åmosen har fået støtte til at etablere Tissø Naturobservatorie – et handicapvenligt besøgssted fra både Bent O. Jørgensens Fond samt Nordea Fonden.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Naturpark Åmosens projekt med et naturobservatorie for folk med funktionsnedsættelse bliver nu en realitet, da de har fået de sidste penge fra Bent O. Jørgensens Fond i en tidlig julegave lige inden juleferien.

Naturpark Åmosen har fået støtte til at etablere Tissø Naturobservatorie – et handicapvenligt besøgssted fra både Bent O. Jørgensens Fond samt Nordea Fonden. I alt har de givet 3 mio. kr. og dermed er etableringen af Tissø Naturobservatorie en realitet. Formålet er at skabe et naturobservatorie for folk med funktionsnedsættelse, der ikke blot er en destination for naturoplevelser, men som også er et innovativt eksempel på, hvordan man skaber inklusion og tilgængelighed på en måde, der fremmer oplevelser i naturen, læring og fællesskab for alle. Stedet er almennyttigt og skal være åbent for offentligheden, men med særlig vægt på at gøre det handicapvenligt.

En fantastisk julegave

”Først fik vi 1,5 mio. kr. af Bent O. Jørgensens Fond, derefter 1 mio. kr. af Nordea Fonden. Det betød, at vi manglede vi 0,5 mio. kr., hvilket Bent O. Jørgensen så, og derefter gav de os den sidste halve mio. kr. lige inden jul. Det er vi selvfølgelig meget taknemmelige for. Det var en virkelig god julegave, at vi nu har pengene til projektet,” fortæller Flemming Larsen, der er formand for bestyrelsen i Naturparken Åmosen, og fortsætter: ”En af grundpillerne i det her projekt er jo netop at gøre det for mennesker med funktionsnedsættelse, og art vi laver det for blinde også, er helt nyt i Danmark.

Projektet er ledet af Naturpark Åmosen og foregår i samarbejde med DOF Vestsjælland, Kalundborg Forsyning og lokale foreninger. Projektet har til formål at skabe et attraktivt rekreativt område med fokus på vand og dyreliv ved Tissø og dets opland.

”Vi ønsker at etablere Tissø Naturobservatorie et tidligere rensningsanlæg, der nu står som et symbol på fortidens betydning for vand og udvikling i området. I samarbejde med lokale organisationer og foreninger vil Naturpark Åmosen skabe et Naturobservatorie, hvor gæster kan fordybe sig i historien om vandets betydning og dyrelivet omkring Tissø. Formålet er at skabe et handicapvenligt miljø så flere mennesker med funktionsnedsættelser får mulighed for at deltage i aktiviteter og opleve naturen på nært hold,” står der bl.a. i projektbeskrivelsen.

Bygningerne på Søvej 5 vil blive omdannet til ophold og udstilling, hvor besøgende kan finde interessant formidling om området. Fugleskjulet og besøgsstedet vil have fokus på at gøre det nemt for alle slags mennesker – også folk med funktionsnedsættelser - at opleve det rige fugle- og dyreliv ved Tissø og samtidig få indblik i vandets afgørende betydning for udviklingen fra oldtiden til i dag.

  • Renovering og ombygning af eksisterende bygningsmasse til Tissø Naturobservatorie
  • Fugleskjul
  • Udstilling

Vandets historie

Tissø er Danmarks fjerdestørste sø og udgør et unikt naturområde rig på fugleliv og en kilde til fantastiske oplevelser for både lokale og besøgende. Vandet i Tissø har historiske rødder, der strækker sig tilbage til oldtiden, hvor Åmose Å komplekset var et vigtigt sted for jægere og fiskere. I vikingetiden spillede Tissø en afgørende rolle som handelssted og offerplads. Vandet har også været en afgørende faktor for Kalundborgs industrielle vækst fra industrialiseringen og frem til i dag.

Rensningsanlægget har igennem mange år været brugt af Kalundborg Forsyning. Men da det blev nedlagt for en del år siden, har Naturpark Åmosen fået mulighed for at etablere et rekreativt område med besøgssted, formidling og fugleskul.

”Og vi har haft en rigtig god dialog med Kalundborg Forsyning om netop den del. Det begyndte jo faktisk med, at Gørlev Sukkerfabrik i sin tid fik vand fra Tissø, og senere blev det industrien i Kalundborg i takt med, at den voksede. Havde man ikke kunne hente vand fra Tissø, havde industrien ikke kunne udvikle sig, som tilfældet er i dag. Så fortællingen om natur og industri i samspil er også noget af det, der skal formidles fra det nye naturobservatorie. Det er fortællingen om, at naturen kan være der samtidig med, at industrien kan udvikle sig,” fortæller Flemming Larsen.

Forhåbentlig i gang til foråret

Arbejdet med Tissø Naturobservatorie skal i gang så hurtigt som muligt, men først skal der lige holdes møde om, hvordan man kommer videre, der skal laves en tidsplan og der skal findes håndværkere.

”Vi skal aftale det hele og have fundet nogle håndværnere. Tilladelserne er på plads. Jeg tænker, at det er realistisk at vi kommer i gang engang sidst på foråret, men det skal vi lige holde mødet om først,” slutter Flemming Larsen af med at fortælle.

Del