Folkefest: ”Vi vil farve Kalundborg gult”

”Tour de France er jo ikke bare de 10 minutter det tager for feltet at køre igennem Kalundborg, vi skulle gerne lave en fest som varer hele dagen.”

Folkefest: ”Vi vil farve Kalundborg gult”
Hans-Henrik Nielsen, Kalundborg Turistforening, Glenn Swärd, Vores Kalundborg, Cathrine Sinding, projektleder i Kalundborg Kommune, Brian Sønder Andersen, Vores Kalundborg, og citychef Svend Erik Kristensen omkring det nye ’Touren i Kalundborg logo’, som blev præsenteret på et pressemøde torsdag. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

En styregruppe har sat sig for, at få Kalundborg på landkortet i forbindelse med at Tour de France kører gennem Kalundborg Kommune til sommer. Der er allerede mange planer som skal blive til en kæmpe ’GUL’ folkefest i Kalundborg med en fælles titel ”Touren i Kalundborg’.

Tilbage i oktober måned var foreninger og enkeltpersoner inviteret til et opstartsmøde omkring aktiviteter i forbindelse med Tour de France, som kører gennem Kalundborg Kommune lørdag d. 2. juli.

Siden har der været stille, men en nedsat styregruppe har arbejdet med planerne og de kan nu fortælle, at der bliver en kæmpe folkefest, ikke bare for de mange turister som kommer ude fra for at opleve cykelløbet, men i den grad også en folkefest for Kalundborggenserne.

Lørdag d. 2. juli starter med et kæmpe fælles gratis morgenbord gennem hele byen, som Kvickly og Føtex er sponsor for.

Langs hele tour-ruten i Kalundborg vil der være blomstrende morgenfruer, der bliver forskellige underholdende indslag og konkurrencer gennem hele dagen og så sluttes dagen af med en kæmpe fest i havneparken med musik, dans og grill.

”Vi vil bruge det, at Tour de France kommer gennem byen til og vise hvor fantastisk Kalundborg er,” fortæller Hans-Henrik Nielsen, formand for Kalundborg Turistforening, der sammen med Svend Erik Kristensen, citychef i Vores Kalundborg, er de to bærende kræfter i styregruppen.

Formålet med styregruppens arbejde er udtrykt i fire bærende principper:

  • Vi vil vise, at Kalundborg er værd at besøge.
  • Vi vil arbejde sammen om at skabe en folkefest med fokus på det gode sammenhold, netværk og naboskab.
  • Vi vil sammen opleve fællesskabet og skabe den gode historie om Kalundborg.
  • Koordinering, så alle beslutninger bliver effektueret og dobbelt arbejde undgås.

5000 gule bluser

For at klæde Kalundborg i gult er der indkøbt 5000 bluser som kan købes for bare 65 kr. i Thumps Up butikken i Kordilgade 58, samtidig har en række sponsorer givet et tilskud til trøjerne så de kan sælges til en pris hvor alle kan være med.

I det hele taget har erhvervslivet allerede støttet op om Touren i Kalundborg, og der bliver mulighed for at købe flere forskellige pakkeløsninger for på den måde at klæde Kalundborg i gult.

”Det kan siges kort: Vi vil bruge den store begivenhed til at vise hvor fantastisk Kalundborg er og når kalundborgenserne får mulighed for at gøre noget sammen til gavn for Kalundborg – ja så gør vi det,” siger Hans-Henrik Nielsen og Svend Erik Kristensen, og fortsætter,

”Tour de France er jo ikke bare de 10 minutter det tager for feltet at køre igennem Kalundborg, vi skulle gerne lave en fest som varer hele dagen.”

Fest 100 dage før

Den 23. marts er der 100 dage til tour-feltet starter i Danmark og det skal naturligvis markeres, og så vil der blive afviklet en række af arrangementer som bærer præg af Tour de France i de 100 dage op til starten.

Der er fremstillet et logo med titlen ’Touren i Kalundborg’ og med fire undertitler, Vores Tour, Vores turister, Vores Kalundborg, Vores kommune, i forbindelse med at en af verdens største sportsbegivenheder kommer gennem Kalundborg Kommune.

Styregruppen bag de mange Tour de France-arrangementer består af: Kalundborg Turistforening, Vores Kalundborg, Kalundborgegnens Erhvervsråd, Havnsø Lokalråd, Kalundborg Kommune og Destination Sjælland.

Del