Fokus på iværksættere
Fremover vil Erhvervsrådet sætte fokus på Iværksætterugen, med særlige arrangementer og events, dels for de mange iværksættere som allerede er en del af et netværk i Erhvervsrådet
Af Jens Nielsen
Uge 46 er officielt Iværksætteruge. Derfor havde Kalundborgegnens Erhvervsråd inviteret til Iværksætter Café med inspirerende oplæg fra lokale erhvervsfolk.
Der var 15 iværksættere tilmeldte til Kalundborgegnens Erhvervsråds Iværksætter Café arrangement hos Kork Vin & Tapas, og stedet var valgt helt bevidst idet Hanne Dyremose selv er sprunget ud som selvstændig iværksætter, og var derfor samtidig en af indlægsholderne.
Deltagerne kunne også høre Jacob Brix Henriksen fra Brix Elteknik og Julie Hey fra Hey Hunting, dele deres erfaringer og indsigt i iværksætterverdenen.
Det gav en unik mulighed for at netværke, lade sig inspirere og udveksle idéer og erfaringer med andre lokale iværksættere.
Målgruppen for arrangementet var alene iværksættere, som erhvervschef Lene Bach Jørler bød velkommen, med en kort hyldest til alle de dygtige og modige iværksættere som Danmark er beriget med, også lokalt i Kalundborg.
”Iværksættere og startups er grundkernen i Danmarks vækstmuligheder, der er brug for innovative mennesker som tænker nyt og anderledes, for at sikre at vi også i fremtiden står stærkt som et videnssamfund, og jeg har den dybeste respekt for alle dem som tør forfølge deres drømme som selvstændige erhvervsdrivende, og som lægge hånden på kogepladen, uden et økonomisk sikkerhedsnet,” siger Lene Bach Jørler. Som også fortæller, at hun selv har været selvstændig tilbage i 90érne med et lille importfirma hvor hun importerede person- og lastvognsdæk.
Fremover vil Erhvervsrådet sætte fokus på Iværksætterugen, med særlige arrangementer og events, dels for de mange iværksættere som allerede er en del af et netværk i Erhvervsrådet, men også for dem som er lige ved at folde vingerne ud og blive flyvefærdig.
Kalundborgegnens Erhvervsråd har samtidig i år lanceret et helt nyt koncept ’Selvstændig’. Forløbet strækker sig over 6 workshops fordelt på 2 måneder, hvor du som deltager lærer alt om virksomhedsdrift, budgetter, jura, skat, moms og mere. Se mere – klik her