EU og Fødevarestyrelsen godkender grænsekontrol i Kalundborg
Både EU-Kommissionen og Fødevarestyrelsen har nu godkendt Kalundborg Havns fødevare- og veterinærgrænsekontrol.
Af Jens Nielsen
Tilbage i slutningen af oktober måned blev den nyopførte bygning til Toldstyrelsen og Fødevarestyrelsens faciliteter på Ny Vesthavn indviet af Jacob Jensen (V), minister for fødevarer, landbrug og fiskeri. Nu har EU-Kommissionen og Fødevarestyrelsen godkendt de nye faciliteter som gør, at virksomheder kan få alle varetyper ind fra 3. land gennem Kalundborg Havn
Både EU-Kommissionen og Fødevarestyrelsen har nu godkendt Kalundborg Havns fødevare- og veterinærgrænsekontrol. Denne godkendelse markerer et vigtigt skridt fremad for Havnen, der styrker sin position som en central hub for handel og logistik.
De nye faciliteter er opført som grænsekontrolsted både til Toldstyrelsen og Fødevarestyrelsen – Toldstyrelsen gik allerede i sidste uge i gang med deres aktiviteter i bygningen og godkendelsen fra Fødevarestyrelsen har fulgt stærkt efter, oplyser Kalundborg Havn.
”Hele forløbet fra vi har sendt ansøgningen afsted til begge godkendelser faldt, er gået stærkere end forventet og vi er utroligt glade for den gode dialog og sparring vi har haft med Fødevarestyrelsen under hele processen – Her skal det også siges at samarbejdet med begge instanser har fungeret upåklageligt og at vi ser frem til det fortsatte samarbejde med både Toldstyrelsen og Fødevarestyrelsen” siger Havnedirektør Bent Rasmussen.
De spritnye faciliteter er designet med fokus på effektivitet, sikkerhed og overholdelse af gældende regler og standarder. Kalundborg Havn har investeret betydelige ressourcer i at implementere moderne faciliteter, der muliggør en effektiv, problemfri og hurtig gennemgang af varer.
En af de primære målsætninger med den nye grænsekontrol er at sikre overholdelse af told-, fødevare- og veterinærregler, hvilket er afgørende for international handel. Samtidig forventes det, at den øgede kapacitet og effektivitet vil bidrage positivt til handelsaktiviteterne og styrke Kalundborg Havn som hele Sjællands containerhavn.
Havnedirektør Bent Rasmussen udtaler: "Vi er meget tilfredse med godkendelsen af vores nye fødevare- og veterinærgrænsekontrol. Dette initiativ er et bevis på vores engagement i at levere topmoderne logistikløsninger og samtidig opretholde de højeste standarder for sikkerhed og overholdelse af regler. Vi ser frem til at byde vores partnere og kunder velkommen til en effektiv og pålidelig handelsproces"
Den nye fødevare- og veterinærgrænsekontrol forventes i fuld drift fra 1. december 2023. Kalundborg Havn vil arbejde tæt sammen med interessenter, transportører og myndigheder for at sikre en smidig implementering og minimere eventuelle forstyrrelser for handelsaktiviteterne.