Fodboldkvinder rykker op i Sjællandsserien
I foråret tabte holdet stort set alle kampe, men det har i den grad ændret sig hen over sæsonen.
Af Jens Nielsen
Lørdag lykkedes det sammenlægningsholdet i kvindefodbold fra Kirke Helsinge, Gørlev og Løve at rykke op i Sjællandsserien inden sidste runde med en sejr på hjemmebane.
I foråret tabte holdet stort set alle kampe, men det har i den grad ændret sig hen over sæsonen.
Lørdag tog sammenlægningsholdet i kvindefodbold fra Kirke Helsinge, Gørlev og Løve imod Jernløse/Holbæk på Kirke Helsinge Sportsplads og en sejr ville betyde en oprykning til Sjællandsserien.
Hjemmeholdet startede langsomt og kom bagud, men fandt kræfterne og kom godt igen. Ved pausen stod der 1-1 og så gjorde kvinderne det færdig med 3 mål mere og vandt kampen 4-1 og er dermed klar til Sjællandsserien.
”Vi håbede på mulig oprykning som belønning for hårdt arbejde på træningsbanen og med god opbakning af tilskuere på hjemmebanen lykkedes det. Nu håber vi at den gode stime med sejre kan fortsætte, så vi kan blive i Sjællandsserien,” fortæller Gitte Andersen, træner for sammenlægningsholdet i kvindefodbold fra Kirke Helsinge, Gørlev og Løve.
Viste sig fra sin stærke side
Sidste sæson var der mange spillere som stoppede, og det var en hård sæson for kvinderne, de endte i bunden af rækken.
Men Igen har kvindeafdelingen vist sig fra sin stærke side, ved at kunne trække på flere tråde både de 'gamle' kvinder fra 8-mandsholdet og de helt unge piger fra u16 har måtte træde til. Dette sammenholdt med den stærke kerne på holdet har medført at holdet nu kan kalde sig vindere af serie 1.