Flytter borde og stole gratis til Seniorfesten
I år er det 14. gang at H.F.Vestsjællands Venner arrangerer seniorfest for det ældre publikum, men festen var tæt på at blive aflyst grundet store udgifter til leje af Hvidebækhallen og flytning af borde og stole.
Af Jens Nielsen
Den årlige Seniorfest for det ældre publikum var sidste år udfordret af store udgifter til flytning af borde og stole, men i år er der kommet hjælpende hænder – og flyttevogn – fra Kalundborg Flytteforretning, som tilbyder transporten kvit og frit.
I år er det 14. gang at H.F.Vestsjællands Venner arrangerer seniorfest for det ældre publikum, men festen var tæt på at blive aflyst grundet store udgifter til leje af Hvidebækhallen og flytning af borde og stole.
Borde og stole skal nemlig hentes i Gørlevhallen, en opgave som Kalundborg Kommune sidste år bestilte hos Kalundborg Flytteforretning til en pris på 16.000 kr. incl. moms, og sendte regningen videre til H.F. Vestsjællands Venner.
En noget højere pris end H.F. Vestsjællands Venner tidligere har betalt, bl.a. grundet prisstigninger på dieselolie, men det gør det svært for H.F.Vestsjællands Venner, at få økonomien til at hænge sammen og formand Niels-Erik Sørensen oplyste sidste år, at det måske kunne være slut med de populære seniorfester.
Den oplysning fik mange til at henvende sig med hjælp, bl.a. Jens Ole Jensen, indehaver af Kalundborg Flytteforretning, som kom med et flot tilbud om at flytte stole og borde helt gratis i forbindelse med seniorfesten i år.
”Jeg har aldrig oplevet noget lignende, det er helt vildt med beskeder jeg har fået om hvor kede af det folk ville blive hvis festen blev aflyst, flere har tilbudt penge, det er rørende og det giver mod på at fortsætte,” sagde Niels-Erik Sørensen sidste år.
Seniorfesten 2024 afholdes i morgen, torsdag d. 8. februar og fra morgenstunden i dag onsdag var medarbejdere fra Kalundborg Flytteforretning så i gang med at flytte de mange borde og stole fra Gørlevhallen og til Hvidebækhallen, helt gratis.
”Det ville være ærgerligt hvis seniorfesten skulle aflyses, der er mange ældre som ser frem til den fest, det vil vi gerne støtte op om,” fortæller Jens Ole Jensen.
Torsdagens Seniorfest bliver i øvrigt lige så stor en succes som de øvrige år, alle 700 billetter er solgt på forhånd og de mange gæster kan se frem til god mad fra Kim Kok, kaffe med en kage fra Meny, underholdning med John Mogensen Live Duo og Johnny Reimar og det er Butterflies der spiller mens de mange gæster spiser og de spiller også op til dans og her plejer dansegulvet at være fyldt til sidste plads.