Flyt brikkerne og hyg dig på Ubby Bibliotek
Har du nok "brikker "at flytte med, så kom til Brætspilsdag på Ubby Bibliotek.

Af Merete Jensen, merete@tv-kalundborg.dk
Der er masser af plads til hygge og fordybelse, når Hvidebæk Lokalråd i samarbejde med Peter Michaelsen og Kalundborg Biblioteker byder velkommen til den traditionsrige ”Brætspilsdag” på Ubby Bibliotek. Det sker lørdag den 18. februar klokken 10 – 13.
Der er lagt op til en hyggelig dag med mange typer af brætspil for både voksne, børn og unge (fra 8 år og opefter), og har man lyst til at tage forældre, bedsteforældre, yngre søskende eller en god ven med, så er alle meget velkommen.
Brætspil bliver nemlig mere og mere populært. Med de tusindvis af forskellige slags der findes, kan man både bruge brætspil til ren underholdning eller fordybe sig og udfordre hjernegymnastikken.
Hvidebæk Lokalråd har sammen med Peter Michaelsen taget initiativet til brætspilsdagen for at vise, hvad man blandt andet kan bruge biblioteket til. Peter Michaelsen, der til daglig er sognepræst ved Rørby Kirke, er en vaskeægte brætspilsekspert, og han står i spidsen for Brætspilsdagen.
Peter Michaelsen har rejst rundt i Danmark og deltaget i diverse spilturneringer, holdt forelæsninger på universitet og talt om brætspil i radioen. Michaelsen vil sammen med andre frivillige spil-entusiaster, dele ud af sit store kendskab til alverdens brætspil, og give korte introduktioner til spillene, samt hjælpe folk i gang. Som noget nyt deltager også Jesper Arnholdt Bang som officiel instruktør ved arrangementet. Han er formand for spilforeningen BRHO – Kalundborg. Han vil deltage sammen med flere medlemmer af foreningen.
Gennem hele arrangementet vil der være drikkelse og frugt til alle deltagerne, og dagen afrundes med pizzabuffet. Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig via www.kalundborgbib.dk.