Flot donation omsat til sang og musik med Keld og Hilda

Mandagens arrangement var noget helt særligt, der blev nemlig budt på dejlig andesteg, leveret af Meny Kalundborg, inden selveste Keld og Hilda indtog scenen.

Af Jens Nielsen

Hjælpetjenesten, som er besøgsvenner for ældre, handicappet og ensomme borgere, fik mandag en festlig eftermiddag med god mad samt underholdning med Keld og Hilda Heick takket være en stor donation fra Lions Kalundborg.

En lang række frivillige i Hjælpetjenesten i Kalundborg afhjælper ensomhedsfølelsen hos ældre og handicappede. Det kan fx være ældre på plejehjem eller i private hjem. Det kan også handle om at aflaste den pårørende.

De mange frivillige besøgsvenner mødes flere gange om året til fællesmøder sammen med de borgere, som de besøger (dem som har mulighed for det).

Mandagens arrangement var noget helt særligt, der blev nemlig budt på dejlig andesteg, leveret af Meny Kalundborg, inden selveste Keld og Hilda indtog scenen.

I forbindelse med, at Lions Kalundborg tidligere på året uddelte en lang række af donationer i forbindelse med deres 50-års jubilæum, fik Hjælpetjenesten en donation på hele 20.000 kr. Det var de penge som mandag blev omsat til en god oplevelse med mad og musik.

”Tusind tak for donationen, det er det som gør det muligt at vi kan holde denne fest i dag, hvor vi er sammen om god mad og god musik,” sagde Alice Jørgensen, formand for Hjælpetjenesten i sin velkomst.

Mødte hinanden i 2. klasse

”I må meget gerne synge med i dag så bliver vi så glade,” indledte Hilda Heick og Keld Heick fortsatte, ”Vi skal jo synge og spille nogen af dem som vi ved I kender, I kan simpelthen ikke benægte det for vi ved bedre.”

Ud over masser af sang og musik fik de omkring 80 deltagere i Hjælpetjenestens fest også fortællingen om en fantastisk karriere, bl.a., at parret mødte hinanden første gang i 2. klasse tilbage i 1954.

Brug for flere besøgsvenner

Hjælpetjenesten har omkring 3000 besøg om året hos ældre, handicappede og ensomme borgere og derfor er der altid brug for flere frivillige som vil være besøgsven i Hjælpetjenesten. Eventuelt interesserede kan henvende sig til formand Alice Jørgensen, se mere på Hjælpetjenestens hjemmeside – klik her

Del