Flere vil have fjernvarme – nu er der planer om at udvide forsyningsområdet

Mange af husene på de tre veje opvarmes med el-radiatorer, men selv om der skal laves en helt ny installation i huset vil det blive en bedre forretning end at fortsætte med elvarme.

Flere vil have fjernvarme – nu er der planer om at udvide forsyningsområdet Fjernvarmeværket i Svebølle opvarmes med træflis og med et 11.000 kvadratmeter stort solvarmeanlæg, nu er der planer om at udvide forsyningsområdet. Privatfoto

Af Jens Nielsen 

Svebølle-Viskinge Fjernvarmeselskab var tidligere på året ude med en kampagne for at få flere til at udskifte deres oliefyr med fjernvarme. Den kampagne har været en succes og nu er der planer om at udvide forsyningsområdet så endnu flere i Svebølle kan få fjernvarme.

Krigen i Ukraine presser energipriserne over hele verden, og el, olie og gas har nået et rekordhøjt niveau.

Men et skifte til opvarmning med fjernvarme kan blive en økonomisk gevinst, derfor var Svebølle-Viskinge Fjernvarmeselskab ude med en kampagne tidligere på året for at få de omkring 40 oliefyrede ejendomme i tale som ligger i forsyningsområdet, og indtil videre er der 13 som har sagt ja tak og har udskiftet oliefyret ud med fjernvarme, mens to har udskiftet deres pillefyr med fjernvarme.

”Det har været helt forrygende, interessen har været kæmpestor, ikke mindst grundet krigen i Ukraine som har sendt priserne på el, træpiller, olie og gas i vejret, mens fjernvarmen ikke er steget,” fortæller Svend Müller, formand for Svebølle-Viskinge Fjernvarmeselskabs bestyrelse.

Svebølle-Viskinge Fjernvarmeselskab tilbyder at udskifte det gamle oliefyr med en fjernvarmeinstallation til en samlet pris på kr. 16.000, - alt inklusiv.

”Hvis man bruger 2,5 tons olie om året, så er investeringen betalt tilbage på et år med de priser som der er på olie lige nu, og så falder vores priser i øvrigt 40% i 2025, da et af selskabets lån er betalt færdigt, og så bliver det en endnu bedre forretning” fortæller Svend Müller.

Vil udvide forsyningsområdet

Svebølle-Viskinge Fjernvarmeselskab har på nuværende tidspunkt 550 kunder, men undersøger lige nu muligheden for at udvide deres forsyningsområde, så også husejere på Anemonevej, Azaleavej og Lavendelvej kan få fjernvarme. Derfor inviterer de husejerne fra de tre veje til et informationsmøde i Svebøllehallen d. 21. september.

Mange af husene på de tre veje opvarmes med el-radiatorer, men selv om der skal laves en helt ny installation i huset vil det blive en bedre forretning end at fortsætte med elvarme.

”Vi har undersøgt hvad prisen vil være på fx en andelsbolig for at etablere radiatorer og fjernvarme, her vil prisen være kr. 50.000, - for selve installationen plus de 16.000, - for at få fjernvarmen lagt ind, så med et forbrug årligt på 9000 kWh., vil investeringen være tjent hjem i løbet af kort tid,” fortæller Svend Müller.

Fjernvarmeværket i Svebølle opvarmes med træflis og med et 11.000 kvadratmeter stort solvarmeanlæg og prisniveauet er helt lige med fjernvarmeprisen i Kalundborg.

På Svebølle-Viskinge Fjernvarmeselskabs hjemmeside kan man indtaste egne tal og dermed se hvor stor besparelsen bliver. Klik her

Del