Flere unge sigtet for hærværk i havneparken

Lokalbetjent Troels var en dag på vej hjem fra arbejde, da han genkendte de mistænkte fra overvågningen.

Flere unge sigtet for hærværk i havneparken Videoovervågning har været med til at fælde flere unge gerningsmænd. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Midt- og Vestsjællands Politi har sigtet en række unge for hærværk begået i Kalundborg Havnepark. Overvågning har været med til at finde gerningsmændene.

Sommeren er på sit højeste, og vi vil alle gerne ud at nyde udelivet i parker og strande. Men Havneparken i Kalundborg har denne sommer været plaget af unge, som gik på taget af bygningen, skabte uro, kastede affald/flasker og kørte på larmende knallerter.

”Vores lokalbetjente har haft stor fokus på at skabe ro og orden i Havneparken igen. Overvågningen på stedet giver os heldigvis gode muligheder for at finde frem til uromagere og lovbrydere. Det viste sig, at en gruppe på 10-15 lokale unge i alderen 15-24 år var dem, som stod bag al balladen.,” skriver Midt- og Vestsjællands Politi.

For nylig var den fine træterrasse ved Café Costa Kalundborg i Havneparken ødelagt af knallerter, som havde lavet hjulspin i en grad, så dækkene satte brændemærker i træet.

Lokalbetjent Troels var en dag på vej hjem fra arbejde, da han genkendte de mistænkte fra overvågningen. Han tog en snak med de to lokale unge, som indså at klokken var slået, da de genkendte sig selv fra overvågningsbillederne i Havneparken.

Så i mandags mødte de to mistænkte unge mænd på 17 og 24 år op på politistationen, hvor de blev sigtet for hærværk. De indgik et forlig med kommunen om at betale for en reparation af træterrassen. Derudover kan de forvente en bøde i sagen. Overvågningen førte desuden til at flere unge blev sigtet for at kaste affald, tisse op af bygningen og lave hærværk på borde og stole.

”Vores lokalbetjente har et stærkt samarbejde med Kalundborg Kommune i den præventive indsats. Ud over sigtelser, har det en stor effekt at gå i dialog med de unge, og de unge under 18 års forældre.,” oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

”Mange forældre bliver meget overraskede, når de ser på overvågningen, hvordan deres børn har téet sig i Havneparken. Jeg tror der har været lidt at tale om ved middagsbordet efter vores bekymringssamtaler.” siger lokalbetjent Peter, fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Efter lokalbetjentenes indsats har der været ro i Havneparken, og politiet holder nøje øje med at det forbliver sådan.

Del