Flere speciallæger på vej til Region Sjælland
Region Sjælland får sin første privatpraktiserende plastikkirurg – og nye speciallæger skal sikre kortere ventetid og mindre ulighed i sundhed.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Region Sjælland får sin første privatpraktiserende plastikkirurg – og nye speciallæger inden for hud, psykiatri og øre-næse-hals skal sikre kortere ventetid og mindre ulighed i sundhed.
Borgerne i Region Sjælland får snart lettere adgang til specialiseret behandling tæt på hjemmet. Regionen udvider nemlig antallet af praktiserende speciallæger med fire nye stillinger – inden for hudsygdomme, psykiatri, øre-næse-hals og plastikkirurgi. Sidstnævnte bliver den første privatpraktiserende plastikkirurg i regionen nogensinde.
Mindre ulighed i sundhed
Ifølge regionsrådsformand Trine Birk Andersen (S) er udvidelsen et vigtigt skridt mod et mere retfærdigt sundhedsvæsen.
“Flere praktiserende speciallæger er godt for borgerne i Region Sjælland. Jo flere speciallæger, der er, jo hurtigere kan borgerne få behandling tæt på, hvor de bor,” siger hun, og fortsætter: “Det handler både om hurtigere hjælp og om at mindske uligheden i sundhed. I dag er der en stor skævhed mellem Region Hovedstaden og Region Sjælland, som vi nu tager fat på.”
I dag er der i gennemsnit 2,2 speciallæger pr. 1.000 indbyggere i Region Sjælland, mens tallet i Region Hovedstadener 3,2.
Første plastikkirurg i regionen
Den nye plastikkirurgiske praksis betyder, at borgere i Region Sjælland ikke længere behøver at køre til hovedstaden for privat behandling.
I 2024 rejste næsten 5.000 borgere ud af regionen for at få plastikkirurgisk hjælp.
“Lægerne – og også speciallægerne – skal være tæt på de borgere, der har behov for dem,” siger Trine Birk Andersen. “Det her er et vigtigt skridt mod et mere nært og lige sundhedsvæsen.”
Stor interesse blandt læger
Region Sjælland oplevede stor interesse, da man sidst udvidede med flere speciallæger for to år siden.
Dengang blev der slået fem stillinger op – og hele 30 speciallæger søgte.
“Muligheden for at have egen klinik og være sin egen arbejdsgiver appellerer til mange speciallæger,” siger Susanne Lundvald, formand for Det Nære Sundhedsudvalg. “Derfor giver det god mening at fortsætte med at investere i området. Jeg håber, vi ser samme store interesse igen – det vil være en klar styrkelse for borgerne.”
Nye stillinger klar i 2026
Regionsrådet har afsat 17,7 millioner kroner til udvidelsen.
De nye speciallægestillinger forventes slået op inden nytår, og ydernumrene tildeles i begyndelsen af 2026.
Regionen lægger vægt på, at de nye speciallæger skal etablere sig dér, hvor behovet er størst – for at sikre bedre geografisk dækning i hele regionen.