Flere plejehjemspladser og flere valgmuligheder til de ældre

Læserbrev: Flere plejehjemspladser og flere valgmuligheder til de ældre
Kalundborg Kommune vil i fremtiden få behov for flere plejehjemspladser og planlægger derfor aktuelt udvidelser af eksisterende plejehjem. Der har også været tale om at bygge et nyt plejehjem i Høng, men pengene rækker ikke til dette i første omgang.
Det bør i den kommende 4-årige periode efter valget af den nye kommunalbestyrelse den 16. november være en prioriteret opgave for denne at undersøge mulighederne for at etablere et eller flere friplejehjem i kommunen og gerne i Høng, hvor behovet er stort. Med et friplejehjem får man private aktører på banen, som selv lægger pengene til byggeriet og kommunens udgift pr. beboer vil ikke blive større end på det kommunale plejehjem.
Kommunen slipper altså for en anlægsudgift og får styrket mulighederne for at investere på andre områder f.eks. renovering af folkeskolerne, som for fleres vedkommende trænger voldsomt til en opgradering og et bedre arbejdsmiljø. Et friplejehjem drives på samme måde som det kommunale, så borgerne sikres den samme service og i mange tilfælde også ekstra services, som kan tilkøbes.
De ældre medborgere bør sikres bedre og flere valgmuligheder for at indrette deres liv efter eget ønske. Det kan et friplejehjem i f.eks. Høng være med til.
Jesper Wienmann Hansen
Spidskandidat til KV21 i Kalundborg for Det Konservative Folkeparti