Flere P-pladser er første trin i en større udvidelse
Et entreprenørfirma er gået i gang med at ændre hele udeområdet rundt om supermarkedet på Nørre Alle, så der fremover bliver 213 parkeringspladser mod i dag 140 pladser.
Af Jens Nielsen
Meny Kalundborg er gået i gang med at udvide deres parkeringsplads, men det er kun første del af en større udvidelse som kommer til at række flere år frem.
I visse perioder kan det være svært at finde en parkeringsplads hos Meny Kalundborg, men det bliver der nu lavet om på. Et entreprenørfirma er gået i gang med at ændre hele udeområdet rundt om supermarkedet på Nørre Alle, så der fremover bliver 213 parkeringspladser mod i dag 140 pladser.
”Vi investerer nu omkring 7 mio. kr. i hele vores udeareal. Det er første etape af udvidelsen af vores supermarked, i fremtiden kommer vi også til at udvide selve forretningen og vores varemodtagelse bliver vendt ud mod rundkørslen så de store lastbiler ikke skal bakke rundt mellem kundernes biler,” fortæller købmand Peter Egebæk, og fortsætter, ”Til tider er der kunder som vælger et andet sted at handle fordi det simpelthen er for hektisk at finde en parkeringsplads og det giver ikke mening at udvide forretningen før vi har flere parkeringspladser, så det er step nummer et.”
Peter Egebæk oplyser, at der bliver lagt ny asfalt på alle udearealerne. Der kommer en ny op-stribning af parkeringsbåsene, som i øvrigt bliver bredere. En række træer og beplantning er lige nu ved at blive fældet for at give plads til flere parkeringspladser og på sigt vil der komme en ny udkørsel fra parkeringspladsen i takt med, at der bliver bygget boliger øst for Meny.
”Renovering af udearealer og nye parkeringspladser bliver lavet i etaper og det gør vi for ikke at genere vores kunder mere end højst nødvendigt, specielt nu vi nærmer os jul og nytår, så planen er, at alt skal være færdig inden påske,” fortæller Peter Egebæk, og fortsætter, ”Vi håber, at udvidelsen af vores parkeringsareal giver en lettere tilgængelighed af butikken og en mere bekvem indkøbsoplevelse.”
Den varemodtagelse som kendes i dag skal inden for få år bygges om og blive en del af udvidelsen af både slagsarealet og slagterafdelingen i Meny, men er er altså først om ca. halvandet år.