Flere medlemmer end nogensinde før
”Med to nye medlemmer, tilføjer vi nye perspektiver og muligheder for symbiosen og de nuværende medlemmer."

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
To nye medlemmer, den canadiske Comet Bio og Intertek er netop blevet en del af Kalundborg Symbiose. Et unikt partnerskab, hvor den ene virksomheds spildprodukt bliver til en anden virksomheds ressource.
”Med to nye medlemmer, tilføjer vi nye perspektiver og muligheder for symbiosen og de nuværende medlemmer. Som ingrediensproducent er Comet et stærkt match til Symbiosen, og deres partnerskab med Meliora Bio, der allerede er en symbiose partner, er som en slags symbiose i symbiosen. Intertek er en vigtig partner, der kan introducere nye grønne teknologier til industrien, der i sidste ende kan lede til udviklingen af helt nye symbiose gange,” siger Michael Hallgren, produktionsdirektør hos Novo Nordisk Kalundborg og formand for bestyrelsen hos Kalundborg Symbiose.
En symbiose i symbiosen
Den canadiske virksomhed Comet Bio har bygget en fabrik i Kalundborg i partnerskab med Meliora Bio, hvor der skal produceres Arrabina, som er et præbiotika. Præbiotika er et fiberprodukt, der er godt for tarmen. Fiberproduktet bliver i øvrigt udvundet fra halm, og der vil blive produceret 4000 tons Arrabina om året på fabrikken i Kalundborg.
”Kalundborg blev valgt, fordi der her i forvejen var en fabrik, hvor man laver bio-ethanol ud af halm. Man udskiller ethanolen fra vores fiberprodukt i en produktionsproces,” har Freddy Dybdahl Andersen fra Comet Bio Denmark ApS tidligere fortalt TV-Kalundborg.dk
”Comets stærke forpligtigelse til at producere innovative, sunde og bæredygtige produkter, gør os til en oplagt match til symbiosen i Kalundborg. Vores investering og tilstedeværelse i området støtter Meliora Bios funktion ved at opgradere et biprodukt til en fødevareingrediens af høj værdi,” siger Rich Troyer, direktør i Comet.
Har været i Kalundborg siden 1974
Intertek har været i Kalundborg siden 1974 og er en del af den globale organisation, Intertek Group Plc. Intertek udbyder kvalitetssikring til industrier i hele verden og giver en systematisk tilgang til netop at støtte kvalitetssikring hos kunderne inden for hvert enkelt område. På laboratoriet i Kalundborg, hvor der er ansat 15 kemikere, bliver mere end 100.000 analyser lavet om året.
”Vi vil gerne være en aktiv del af den industrielle symbiose i Kalundborg ved at tilføre vores internationale og lokale erfaringer. Vi har en stærk tradition for partnerskab med teknologisk udvikling, som kan transformeres om til nye forretningsområder såsom PtX, grønne brændstoffer og paralyse. Vores viden kan bidrage til at bygge i fuld skala såvel som test- eller demofaciliteter i fremtiden,” fortæller Brian Qvist Jacobsen, Operation & Sales Manager, Intertek.
Kalundborg Symbiose er større end nogensinde før, og har nu 16 aktive medlemmer, der alle arbejder tæt sammen for at optimere ressourceforbruget.