Flere medarbejdere mister jobbet i Jobcenter Kalundborg

Jobcenter Kalundborg står foran store ændringer. Som følge af den omfattende beskæftigelsesreform, må en del medarbejdere se deres stillinger forsvinde.

Flere medarbejdere mister jobbet i Jobcenter Kalundborg
Beskæftigelsesreformen tvinger jobcentret til store besparelser. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk 

Beskæftigelsesreformen tvinger jobcentret til store besparelser – ledelse og medarbejderrepræsentanter arbejder tæt sammen for at sikre en ordentlig proces

Jobcenter Kalundborg står foran store ændringer. Som følge af den omfattende beskæftigelsesreform, der skal implementeres i de kommende år, bliver der nu gennemført nødvendige tilpasninger i organisationen. Det betyder, at omkring 20 medarbejdere må se deres stillinger forsvinde.

Arbejdsmarkedschef Lasse Bjerregaard fortæller, at reformen medfører både regelforenklinger og bortfald af arbejdsopgaver – men også en betydelig økonomisk besparelse, som tvinger jobcenteret til at tilpasse sig.

“Det er desværre en konsekvens af den nye beskæftigelsesreform, at vi må forberede organisationen på fremtiden. Selvom vi vidste, at afskedigelser kunne blive nødvendige, er vi alle berørte af situationen,” siger han.

Han understreger samtidig, at ledelse og medarbejderrepræsentanter arbejder tæt sammen for at sikre en ordentlig proces.

“Vi gør alt, hvad vi kan, for at håndtere dette med respekt, åbenhed og omtanke. Ingen skal stå alene i den kommende periode,” siger han.

Dialog og støtte til medarbejderne

Den endelige procesplan for besparelserne er nu godkendt efter en høringsperiode, hvor alle medarbejdere har haft mulighed for at komme med input. Planen blev gennemgået på et personalemøde mandag den 27. oktober, hvor der var mulighed for at stille spørgsmål og drøfte den kommende tid.

Charlotte Due, tillidsrepræsentant for HK, fortæller, at kollegaerne længe har været forberedte på, at reformen ville få konsekvenser.

“Selvom vi har vidst, at besparelserne ville komme, har kollegaerne hele tiden haft fokus på kerneopgaven – borgerne og virksomhederne. Samarbejdet med ledelsen har været konstruktivt, og kommunikationen har fungeret rigtig godt,” siger hun.

Hun bliver bakket op af Maria Nierostek fra Dansk Socialrådgiverforening: “Vi vil i den kommende periode følge ekstra tæt op på, hvordan medarbejderne har det. Der er oprettet faste tider, hvor man kan tale med medarbejderrepræsentanter eller en intern psykolog, og der udvises fleksibilitet over for de berørte medarbejdere,” fortæller hun.

Fokus på trivsel og arbejdsmiljø

Arbejdsmiljørepræsentanterne Katrine Hulebæk og Mustapha Badr understreger, at der bliver lagt stor vægt på trivsel og sammenhold i organisationen:

“Vi står sammen om at støtte alle medarbejdere – uanset hvordan man bliver berørt. Ingen skal føle sig alene, og alle skal have den støtte, de har brug for, både professionelt og personligt,” siger de.

Jobcenteret har desuden oprettet en FAQ, som løbende opdateres, så medarbejderne kan finde svar på deres spørgsmål.

De berørte medarbejdere får besked mandag den 3. november, hvor jobcenteret holder lukket for ikke-aftalte borgerhenvendelser.

Del