Flere hundrede til Åbent Hus på nye rækkehuse

Flere hundrede til Åbent Hus på nye rækkehuse Richard Poulsen, formand for Kalundborg Almennyttige Boligselskab, tog imod de første gæster til Åbent Hus søndag formiddag. Foto: Jens Nielsen

Tekst og foto af Jens Nielsen

Flere hundrede kiggede forbi i løbet af weekenden da Kalundborg Almennyttige Boligselskab inviterede til Åbent Hus på deres rækkehusbyggeri på Bakketoppen.

Kalundborg Almennyttige Boligselskab er i fuld gang med at opføre 30 nye boliger i rækkehusbebyggelse på Bakketoppen i Kalundborg. (En sidevej til Herredsåsen).

Byggeriet er nu så langt, at der hele weekenden var inviteret til Åbent Hus hvor de mange gæster kunne opleve to forskellige størrelser rækkehuse, dels en bolig på 54 kvadratmeter og en på 93 kvadratmeter.

”Interessen har været meget stor, alene i går lørdag var her omkring 400 mennesker og folk er meget begejstret, og det er både de helt unge, de ældre og dem midt imellem som har været her” fortæller formand for Kalundborg Almennyttige Boligselskab, Richard Poulsen, da han tager imod de første gæster søndag formiddag.

Den nye boligafdeling, som har fået navnet Tornsbjærg, ligger naturskønt og i nærheden af gode indkøbs- og transportmuligheder. Der er kort afstand til både skole, daginstitution og bevægelseshuset Spiralen.

Boligerne er lyse og indbydende, og der er udgang til egen terrasse. Alle køkkener er fra Invita og forsynet med hårde hvidevarer fra Gram. Til hver bolig hører et skur, og boligafdelingen får egen parkeringsplads.

Tornbjærg har boliger fra et til fire værelser i ét plan og fra 43 til 93 kvadratmeter.

Dem som er interesseret i en af de nye boliger, skal henvende sig til DAB – Dansk Almennyttige Boligselskab.

Del