Flere får bøde efter maritim kontrol

Flere får bøde efter maritim kontrol Politiet var på vandet lørdag i Kalundborg Fjord. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Lørdag var Midt- og Vestsjællands Politi på patrulje på Kalundborg fjord i forbindelse med en maritim kontrol af fartøjer til søs.

Hos de sejlende kontrollerede politiet brugen af redningsudstyr, om den ansvarlige havde de fornødne certifikater eller var påvirket af spiritus, og om fartøjet var forsikret eller blev ført med for høj hastighed ifølge reglerne til søs. Flere personer blev sigtet for ikke at have orden i sagerne, bl.a. fem personer som var sejlet ud på et paddleboard uden at have medbragt redningsvest, som loven ellers foreskriver.

”Der er regler for, at alle som opholder sig i en båd, et skib eller i det her tilfælde et paddleboard skal kunne iføre sig en redningsvest hvis de kommer i havnsnød, og det er der faktisk mange som ikke er bekendt med,” fortæller Charlotte Tornquist, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Det koster derfor 1500 kroner i bøde at glemme sin redningsvest, også når man er ude på et paddleboard.

Ud over de fem som fik en bøde for at glemme redningsvesten, blev der også udskrevet bøder til to førere af vandscootere i fjorden.

Grundet naturbeskyttelse af Kalundborg Fjord, er det nemlig ikke lovligt at sejle med vandscootere og jetski i Kalundborg Fjord.

I alt blev 19 fartøjer kontrolleret lørdag.

Del