Flaskecontainer sat i brand
Ilden blev hurtigt slukket og det kunne efterfølgende konstateres, at branden er opstået på ydersiden af containeren.
Af Jens Nielsen
Vestsjællands Brandvæsen blev tirsdag sidst på eftermiddagen kaldt til brand i en flaskecontainer på parkeringspladsen ved Kvickly i Elmegade, Kalundborg. Branden er påsat.
Brandvæsenet blev alarmeret kl. 17.06 og ilden havde godt fat i flaskecontaineren som står i hjørnet af Kvicklys parkeringsplads, da brandfolkene kom frem.
Ilden blev hurtigt slukket og det kunne efterfølgende konstateres, at branden er opstået på ydersiden af containeren.
Der blev bl.a. fundet spor af tøj og noget der kunne ligne resterne af en beholder til håndsprit lige ved siden af flaskecontaineren, så branden må formodes at være påsat, men det skal politiet nu undersøge nærmere.