Fire ruter for hele familien – og masser af flot natur

Røsnæsløbet er et tilbud til mange målgrupper fra begyndere til mere trænede. Kalundborg-IF håber med dette fælles arrangement at kunne skabe en dag, der kan inspirere flere til bevægelse

Fire ruter for hele familien – og masser af flot natur
Løbet vil foregå i parken omkring Munkesøen centralt i Kalundborg og således, at 15,5 km. og halvmaraton fragtes med busservice til Røsnæsspidsen for at kunne løbe i Røsnæs halvøens fulde længde og for at få så optimal en landskabelig oplevelse som muligt. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Kalundborg IF fejrer den sidste Store Bededag nogensinde med det klassiske Røsnæsløb, som bliver afviklet på denne dag for gang nummer 43. Der er hele fire forskellige ruter og det er for hele familien, oplyser den lokale løbeklub.

"Så bare kom; alene, med venner eller med familien. Der bliver hyggeligt i Munkesøen og på ruterne fredag den 5. maj 2023 hvor både gående og løbende vil bevæge sig sammen på de fine ruter," fortæller Mads Seneberg, løbskoordinator og formand for Kalundborg IF.

Røsnæsløbet er et tilbud til mange målgrupper fra begyndere til mere trænede. Kalundborg-IF håber med dette fælles arrangement at kunne skabe en dag, der kan inspirere flere til bevægelse, øge kendskabet til lokalområdet og bare give deltageren en god oplevelse sammen i nogle fantastiske naturmæssige og spændende landskabelige rammer.

Røsnæs er halvøen vest for Kalundborg og med dette løb er det lagt et større logistisk arbejde ind for at give en så stor oplevelse af området som muligt. Løbet har også til formål at blande motionsgrupper, således at der er noget at samles om for hele familien eller vennegruppen uagtet at man er på forskelligt træningsniveau.

Løbet vil foregå i parken omkring Munkesøen centralt i Kalundborg og således, at 15,5 km. og halvmaraton fragtes med busservice til Røsnæsspidsen for at kunne løbe i Røsnæs halvøens fulde længde og for at få så optimal en landskabelig oplevelse som muligt.

Der vil være forskellige gå- og løbemuligheder:

Der er 5 km., 15,5 km., halvmaraton og fuld maraton. Ruten til halvmaraton og maraton er DAF-opmålt og derfor med i DAF´s rangliste.

Man vælger selv om man vil løbe eller gå bare man er i mål inden klokken 15:30.

Der vil være præmie til førstepladsen for mænd og kvinder i de 4 distancer og der vil være lodtrækningspræmier blandt alle de forhåndstilmeldte. Præmierne kommer fra en række gode sponsorer.

Der vil være gode depot for ca. hver 6 km. På 5 km. ruten vil der være depot halvvejs på ruten.

Løbet har tidligere haft ca. 150 deltage, og klubben håber at dette traditionsrige løb vil lokke mange lokale og udenbys løbere til. Særligt håber klubben, at 5 km. distancen vil være et tilbud til mange om at prøve den stemning det giver at løbe med nummer på.

Der er nummerudlevering, omklædning m.v. i Munkesøen, herfra køres løberne på 15,5 km. og halvmaraton i bus til Røsnæsspidsen, hvorfra vi kan love et smukt landskab og måske rygvind hele vejen mod mål ved Munkesøen i Kalundborg. De seje på maratondistancen løber selv fra Munkesøen til Røsnæsspidsen og retur. På maratondistancen tøver Kalundborg IF lidt med at love rygvind begge veje :-)

Se mere omkring tilmelding - klik her

Der er også mulighed for at tilmelde sig på dagen i Munkesøen.

Del