Fire elever fandt alternativ vej til drømmeuddannelse

Eleverne har formået at finde en alternativ vej til deres drømmeuddannelse.

Fire elever fandt alternativ vej til drømmeuddannelse Fire af Firhøjskolens elever har haft succes med at skaffe en læreplads allerede mens, de gik i 9. klasse.

kontakt@tv-kalundborg.dk

Fire af Firhøjskolens elever har haft succes med at skaffe en læreplads allerede mens, de gik i 9. klasse. Eleverne har nemlig formået at finde en alternativ vej til deres drømmeuddannelse, skriver Kalundborg Kommune i en pressemeddelelse.

De fire elever fra Firhøjskolen var, i 8. klasse, meget skoletrætte. Tre af dem blev i 8. klasse vurderet til at være ikke-uddannelsesparate på grund af det faglige niveau. Men på grund af en stor motivation, masser af gåpåmod og et stærkt samarbejde mellem elever, UU-vejleder, skole og forældre, er det i dag lykkedes alle elever at skaffe en aftale om en læreplads. To af eleverne har endda fået en aftale om Ny Mesterlære.

Tilstede på arbejdspladsen

Ny Mesterlære er en praktisk vej til at få en erhvervsuddannelse. Det betyder, at eleverne skal påbegynde uddannelsen ude på en arbejdsplads, hvor de bliver lært op i teorier, teknikker og metoder i stedet for at gå på en skole.

Victor S. Pedersen er en af de fire elever fra Firhøjskolen, som selv har fundet sin mesterlæreplads som lastvognmekaniker.

"Fordelen ved, at jeg har fået en aftale om Ny Mesterlære, er, at jeg er hurtigt udlært. Jeg er færdig allerede som 20-årig. Og jeg får elevløn fra første dag, og så jeg slipper for at rejse helt til Hvidovre for at tage grundforløb," fortæller han.

For at få aftalen om en mesterlæreplads i hus, har det krævet, at tre af eleverne har haft en fast ugedag, hvor de har byttet skoleundervisningen ud med en praktikdag ude på en arbejdsplads.

"Det er en kæmpe frihed at få lov til at arbejde med det, jeg godt kan lide, det jeg faktisk interesserer mig for,” fortæller Gustav F. Christensen, der går i 9. klasse på Firhøjskolen.

De tre elever Bertram V. Berntsen, Magnus H.H. Jensen og Gustav F. Christensen har fået aftale om læreplads som landmænd, efter et forløb med alternativ skolegang, hvor de kombinerer skolegang med en fast praktikdag om ugen.

Magnus H.H. Jensen har fået en mesterlæreplads i Jylland. Det betyder, at han skal flytte til Jylland. Det er et stort skridt at sige farvel til sine forældre allerede som 15-årig og bo i en anden del af landet: "Jeg skulle tænke lidt over det med at flytte i starten, men jeg tror, man bliver mere moden og selvstændig af at flytte væk fra mine forældre,” siger han.

Laver noget, man er interesseret i

Det gode ved at være i praktik en fast dag om ugen er, at jeg er meget mere interesseret i det, jeg laver i praktikken, end det vi laver i skolen. Og jeg laver noget, der har værdi i det virkelige liv,” fortæller Bertram V. Berntsen fra 9. klasse på Firhøjskolen.

UU-vejleder, Ellen Marie Andreasen er fortaler for at igangsætte praktik som alternativ til skolegang for unge, der er meget trætte af at gå i skole.

"Jeg er stor fortaler for at igangsætte forløb med praktik som alternativ skolegang for de unge, der er meget skoletrætte i 8. og 9. klasse. Det giver mening for de unge at arbejde med noget , de er dygtige til og interesseret i. Det giver selvtillid, at man mestrer noget, og at man er dygtig til noget,” siger Ellen Marie Andreasen.

Det har krævet et tæt samarbejde mellem den unge, klasselæreren, skolelederen, forældrene, arbejdsgiveren og UU-vejlederen at lave et forløb med fast praktik.

Del