Festivalen blev lagt smukt til hvile

Festivalen blev lagt smukt til hvile
Fotos: Per Christensen

Lundbye Kunstfestival 2024 blev søndag eftermiddag lagt til hvile – smukt og musikalsk med C.E.F. Weyses og Johan Ludvig Heibergs ”Natten er så stille”.

Festivalens sidste indslag og afslutning søndag eftermiddag var i de bedste hænder hos kvartetten Super Classico, som til koncerten, arrangeret af og på Musisk Skole i Kalundborg, havde lagt et program med sange og instrumentalmusik fra den danske guldalder og nærmeste omegn, tilsat tre arier fra Mozarts opera ”Figaros Bryllup” og tre sange fra Rossinis Serate Musicales som eksempler på udenlandsk indflydelse på danske 1800-tals komponister.

Sopranen Sophie Thing-Simonsen, Tine Jensen (fløjte), Karin Dalsgaard (cello) og Leif Hesselberg (guitar) spillede musik af Henrik Rung, Friedrich Kuhlau, Weyse, J.C. Gebauer, Emil Hartmann, nordmanden Edvard Grieg og P.A. Heise til tekster af H.C. Andersen, Heiberg og Emil Aarestrup og B.S. Ingemann.

Et fint og varieret program, som blev bundet sammen af små historier og introduktioner mellem numrene.

Med en omskrivning af koncertens sidste sang: ”Nu er alt så stille…” – for Lundbyekomitéen og de mange samarbejdspartnere, som kan se tilbage på en velafviklet festival. Nok er den lagt til hvile, men hvem ved… den kan vækkes til live igen.

Del