Festival i provinsen

I mange år har Kalundborg Rocker givet kalundborgenserne og andet godtfolk en hyggelig musikoplevelse på Gisseløre i Kalundborg. Men hvilken betydning har en festival som Kalundborg Rock’er egentlig for en by i provinsen?

Festival i provinsen
Der har været Kalundborg Rocker siden 1999, og nu er den populære festival igen på trapperne. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Om få dage er der atter festival på Gisseløre i Kalundborg, og ganske som de foregående år ser mange kalundborgensere samt andre godtfolk frem til et par dage med musik, øl og godt selskab i vandkanten.

Der har været Kalundborg Rocker siden 1999. Hvert eneste år på nær 2020 grundet COVID-19, har styregruppen bag Kalundborg Rocker givet kalundborgenserne og andet godtfolk en hyggelig musikoplevelse på Gisseløre i Kalundborg. Men hvilken betydning har en festival som Kalundborg Rock’er egentlig for en by i provinsen?

Formand for Kultur- og Fritid i Kalundborg, Hans Munk (R) er ikke i tvivl om, at det er af stor betydning, at Kalundborg har sin egen festival.

”Det har en stor betydning, at Kalundborg hver år melder sig til, at der er en sommer festival, hvor rigtig mange mennesker fra kommunen og omegn kommer for at være med til musikfestival. Det samler jo alle aldre, programmet er lavet ud fra, at man forsøger at skabe et program for flest mulige festivaldeltagere,” siger han, og fortsætter: ”Derudover er august et godt tidspunkt, fordi alle uddannelsesinstitutionerne starter op, og der allerede nu er mange unge mennesker, i Kalundborg som studerende. Festivalen er med til, at de møder andre unge mennesker, får skabt et sammenhold og socialt samvær udover studiet. Så ja, vi kan godt takke alle de ildsjæle, der gør et kæmpe stykke arbejde. Det kan vi kun, som kommune, være taknemmelige over.”

Lokale virksomheder støtter op om festival

Mange lokale virksomheder støtter op om festivalen på forskellig vis. Nogle har fx købt bannerreklamer andre billetter til deres medarbejdere, herunder til VIP-området. Multi-Tech har igen i år købt billetter, denne gang har man dog valgt at købe VIP-billetter.

Thomas Aunsbak, der er medejer af Multi-Tech i Kalundborg, fortæller: ”Det er helt klart fordi det er vigtigt at støtte op om det lokale og holde lidt sammen. Vi skal alle gøre en indsats, og på denne her måde kan vi også støtte op om nogle lokale foreninger - og i sidste ende de unge mennesker. Det vil vi gerne støtte. Derudover er det et godt initiativ og vi er glade for alle de ildsjæle, der gør den slags muligt. Det skal vi alle bakke op om – også os som virksomhed. Det gør helt klart en forskel for en by som Kalundborg at vi har en festival som Kalundborg Rock’er.”

Peter Obel, der ejer Obel Transport i Kalundborg, har ligeledes valgt at købe VIP-billetter, og han giver med glæde lidt ekstra for at støtte et godt lokalt initiativ.

”Det er et fantastisk arrangement, og det er så godt med et lokalt initiativ. Jeg håber bare, at alle får en god festival. I år har vi købt vip billetter, fordi vi jo gerne vil støtte op om et godt arrangement. Det betyder virkelig meget for en by som Kalundborg at have en festival, folk kommer jo langvejs fra for at deltage."

Del