Festival i 2025 handler både om mental og fysisk bevægelse
BEVÆG Festivalen i 2025 bliver en lidt anderledes udgave af den populære festival.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Tirsdag den 7. januar var der udvalgsmøde i Kultur- og Fritidsudvalget, hvor de bl.a. diskuterede, hvorvidt de skal gennemføre BEVÆG Festival i 2025 eller helt aflyse den.
I 2024 blev BEVÆG Festivalen i Kalundborg aflyst, og både Kultur- og Fritidsudvalget samt Ældre- og Sundhedsudvalget har nu skulle træffe beslutning om, hvorvidt de mener, at der skal være BEVÆG Festival i 2025. I Kultur- og Fritidsudvalget besluttede man, på udvalgsmødet, at der skal afholdes BEVÆG Festival i 2025. Men at det skal være en lidt anderledes festival end tidligere.
“Hele udvalget var enige om, at vi skal have Bevæg Festival i Kalundborg i år. Der har også været en del kritik af, at vi sprang over sidste år. I år vil vi dog gerne, at det bliver lidt mere bredt,” fortæller formand for Kultur- og Fritid, Hans Munk (R).
Mere end blot fysisk aktivitet
BEVÆG Festival har siden 2018 været afholdt årligt i Kalundborg midtby den første lørdag i september, med undtagelse af 2024. Nu er den tilbage, og konceptet bliver udvidet. Festivalen har gennem årene etableret sig som en vigtig årlig begivenhed med fokus på fysisk sundhed og idræt, men nu udvider man festivalens koncept for at skabe en mere inkluderende festival, der styrker trivsel og fællesskab. Dette skal opnås gennem samarbejde på tværs af sektorer og med en bredere palet af aktiviteter. Festivalen skal fremhæve kulturens rolle i at styrke mental sundhed, social trivsel og skabe fællesskaber. Aktiviteter som musik, kunst, teater og kreative workshops ønskes integreret.
“Vi vil gerne, at det bliver mere end fysisk bevægelse. Derfor bliver fokus også mental bevægelse. Så udover forenings- og idrætsliv inkluderer det også handicap idræt, teater- og musikoplevelser, hvor man bevæger sig rent mentalt. På den måde kan vi måske også få mere professionelle aktører med,” fortæller Hans Munk.
Håbet om samarbejde
Med det nye koncept har Kultur- og Fritidsudvalget også et håb om, at det bliver et samarbejde med Folkeoplysningsudvalget. Ældre- og Sundhedsudvalget har, på deres udvalgsmøde, vedtaget, at udvalget ikke vil indgå i en Bevæg Festival i 2025.
“Vi håber, at det bliver en festival lavet i samarbejde med Folkeoplysningsudvalget. Sagen er også blevet behandlet i Ældre- og Sundhedsudvalget, og de har vedtaget, at udvalget ikke vil være med til Bevæg Festival i år. Det er helt fint. Vi vil gerne have dem med, men har forståelse for, at de ikke er med i år. Vi håber dog, at de er med igen næste år,” fortæller Hans Munk.
Nyt koncept for BEVÆG Festival
Man vil udvide med kulturelle aktiviteter således, at festivalen fremhæver kulturens rolle i at styrke mental sundhed, social trivsel og skabe fællesskaber. Aktiviteter som musik, kunst, teater og kreative workshops ønskes integreret. Håbet er, at initiativet ikke blot vil fremme mental sundhed, men også tiltrække en bredere målgruppe.
- Partnerskaber: Samarbejdet mellem erhvervsliv, kulturaktører og uddannelsesinstitutioner skal styrke festivalens dynamik. Aktørerne får mulighed for at præsentere deres ekspertise og aktiviteter i et dedikeret område, der bidrager til et levende og varieret festivalmiljø – uden at være direkte involveret i festivalens centrale planlægning.
- Integration af eksisterende tiltag: Etablerede arrangementer som 'Foreningsdating" og prisoverrækkelser forsøges integreret i festivalens program. Anerkendelse af frivillige skal være en central del af festivalen for at styrke fællesskabet og fremhæve lokal frivillighed.
- Ny undertitel: Festivalens navn suppleres med en ny undertitel, der signalerer bredden af sundheds, bevægelses, kultur og fællesskabsrelaterede aktiviteter. Navnet BEVÆG skal ikke kun forbindes med fysisk aktivitet, men også med følelsesmæssig bevægelse gennem kulturelle og sociale oplevelser.
- Samarbejde mellem foreninger: Foreninger opfordres til at samarbejde om fælles aktiviteter fremfor individuelle stande, hvilket kan skabe mere dynamiske og engagerende oplevelser.
- Tematiske områder og visuel identitet: Festivalen inddeles i tematiske områder for at give besøgende en struktureret, målrettet og oplevelsesrig festival.
- Involvering af kommercielle aktører og selvorganiserede: For at skabe et mere inkluderende og dynamisk festivalmiljø inviteres aktører som fitnesscentre, yogastudier, musiksteder, teatre og kreative værksteder til at deltage med aktiviteter, der supplerer foreningernes tilbud. Dette gør festivalen relevant for borgere uden foreningstilknytning og tilføjer spændende aktiviteter, som specialiserede træningsformer, kreative workshops og kulturelle oplevelser. Samarbejdet styrker partnerskaber og innovative løsninger, mens retningslinjer sikrer fokus på festivalens værdier: bevægelse, kultur, sundhed og fællesskab.