Festival er atter tilbage

Festivalen afholdes udendørs i Kalundborg bymidte.

Festival er atter tilbage Kalundborg Kommune arrangerer igen BEVÆG Festival i Kalundborg. Arkivfoto: Ole Agerbæk.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Lørdag den 3. september arrangerer Kalundborg Kommune i samarbejde med foreninger, frivillige og øvrige aktører Sundheds- og idrætsfestivalen BEVÆG.

Festivalen afholdes udendørs i Kalundborg bymidte, og strækker sig fra Solskinspladsen henover Klostertorvet til skaterbanen i Munkesøen. Man kan møde mere end 50 foreninger, prøve sjove aktiviteter, se opvisninger, høre musik og blive inspireret til fritidsaktiviteter. Der er noget for alle aldre, og det hele er gratis.

Allerede nu kan børn deltage i skattejagten på Kalundborg Bibliotek hvor de skal rundt og finde Bevæg-bogstaverne. De tre vindere trækkes under festivalen.

Indvies med taler og streetbasket

Festivalen indvies kl. 10 med tale på Klostertorvet af Peter Jacobsen, formand for Ældre- og Sundhedsudvalget samt Aase Due, næstformand for Kultur- og Fritidsudvalget.
Herefter går festivaloptoget i fælles flok mod Streetbasketbanerne i Munkesøen, hvor borgmester Martin Damm indvier basketbanen kl. 10.30. Saintz Kalundborg Basket sætter herefter gang i deres 3x3 Kallebronx-turnering. På skaterbanen i Munkesøen kan du lære nye tricks af L.O.W. Academy, der underviser i både skating, løbehjul og rulleskøjteløb. Udstyr kan lånes.

I Klosterparken kan man også blive trukket på pony, nyde en kop Barista kaffe, prøve hoppeborgene og meget andet. Klostertorvet danner som altid rammen om en lang række opvisninger hele dagen..

Besøg de mange stande i Lindegade, Kordilgade og Skibbrogade og lad Golfzilla sluge dine golfbolde, cykl dig til en lækker smoothie, få vind i håret på Cykling Uden Alders rickshaws og bliv klogere på, hvad de mange foreninger kan tilbyde.

På Solskinspladsen er der stemningsmusik, seniordans og lungemotion. Bevæg Festival foregår lørdag den 3. september fra kl. 10-14.

BEVÆG

’BEVÆG er både en idræts- og en sundhedsfestival. BEVÆG er for alle foreninger - både de folkeoplysende og frivillige sociale foreninger. Derudover kan behandlere på sundhedsområdet, godkendte alternative behandlere og Kalundborg Kommune deltage på dagen. På sundhedsområdet er der fokus på både den fysiske og mentale trivsel. Det er derfor vigtigt, at mange forskellige idrætsforeninger vil deltage på dagen for at vise deres aktiviteter og tilbud frem. Men også foreninger, der ikke har fokus på fysisk aktivitet. Det kan fx være foreninger, der har fokus på socialt samvær, kreativitet mv.

Del