Fernisering og udstilling i Havnsø i efterårsferien
Den 12. oktober er der fernisering på udstillingen Vertical Horizons, som er kulminationen på tre kunstneres arbejdsophold på den regenerative mikrofarm Brockhøjgaard.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Den 12. oktober er der fernisering på udstillingen Vertical Horizons, som er kulminationen på tre kunstneres arbejdsophold på den regenerative mikrofarm Brockhøjgaard lige udenfor Havnsø i projektet nSeeds Residency.
Seeds Residency er et nyt to-måneders ophold for kunstnere og kreative. Med fokus på naturens kredsløb inviteres kunstnerne til at forbinde sig med naturen, finde inspiration og engagere sig i regenerative praksisser. I to måneder har de boet og arbejdet med deres kunstneriske processer i tæt kontakt med områdets unikke natur og som en del af driften af det regenerative jordbrug. Målet har været at udvikle bæredygtige, sanselige metoder til at fortælle historien om det livsopbyggende. Og resultatet kan ses på Væksthuset i efterårsferien.
De tre kunstnere er Mia Carl (DK), der arbejder på tværs af medier med maleri, skulptur, tekst samt interventioner og undersøgelser i offentlige rum. Thom Blane (UK), der udforsker mange medier, herunder biodata-sonificering, modulær syntese, live performance, feltoptagelser, land art, design, maleri og skulptur og Frida Brock (DK), der undersøger stedsspecifikke landskaber og fællesskabsinddragelse og arbejder på tværs af medier og materialer – herunder levende rodsystemer, ler, hår og uld.
Regenerativ demonstrationsgård
Brockhøjgård Skovlandbrug er en regenerativ demonstrationsgård, der drives af Mette og Thomas Brockmann, deres to sønner og en gruppe unge studerende fra København, som bl.a. afprøver metoder til forbedret mikroliv i jorden. Udstillingen Vertical Horizons inviterer til en samtale om, hvordan kunst kan være med til at skabe nye fortællinger om vores forhold til jorden.
Alle er velkomne til fernisering den 12. oktober kl. 14. Der serveres suppe, lidt sødt & øl fra Havnsø Bryghus, samt andre læskende drikke. Udstillingen har i øvrigt åben fra den 14 – 19/10 kl. 12- 15 eller efter aftale. Seeds Residency er støttet af Øernes Kunstfond, Kalundborg Kommune, Brockhøjgård Skovlandbrug, restaurant FAR, og ÆGTE Foods.
Udstillingen Vertical Horizons er støttet af Væksthuset, Kalundborg Kommune & Øernes Kunstfond.