Favner bredt

Nogle træner meget og hårdt, andre knap så meget. Nogle løfter tunge vægte, andre sidder på cyklen eller dyrker yoga. Det er hele konceptet - at der er plads til alle.

Favner bredt De to ejere af Go' Form i Kalundborg, Thomas Saaby Hansen og Søren Lund Larsen, kan på torsdag fejre tyve års jubilæum. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

På torsdag er der tyve år siden, at Thomas Saaby Hansen og Søren Lund Larsen åbnede dørene til Go’ Form i Kalundborg. Mange træningssko er gået igennem dørene siden da, og de to driver fortsat et meget populært motionscenter i byen.

Man mærker den gode stemning med det samme, man træder indenfor hos Go’ Form Kalundborg. Her favner man bredt, og der er således plads til alle. Nogle træner meget og hårdt, andre knap så meget. Nogle løfter tunge vægte, andre sidder på cyklen eller dyrker yoga. Det er nemlig hele konceptet, at der er plads til at træne forskelligt. Den sociale del er tydeligvis også vigtig for Thomas Saaby Hansen og Søren Lund Larsen, der nyder at bruge deres arbejdsdag i motionscenteret på Hareskovvej blandt en masse energiske og glade mennesker.

Er ikke kommet sovende til succes

De er nu heller ikke kommet sovende til deres succes, det har været hårdt arbejde, og der har været tidspunkter, hvor de skulle kæmpe hårdt for at få tingene til at hænge sammen. Men på torsdag er det faktisk tyve år siden, at Thomas og Søren åbnede Go’ Form på Hareskovvej i Kalundborg. 51-årig Thomas og 45-årig Søren er begge fra Holbæk, hvor de også bor i dag - sammen med deres familier. De har været kammerater i mange år, har arbejdet sammen også før, de besluttede at åbne motionscenter sammen, og har altså nu også haft Go’ Form sammen siden 2002.  

”Det hele begyndte vel med, at der manglede noget i Kalundborg. Der var flere motionscentre i Holbæk, hvor vi jo også begge var ansat i et. Vi ville gerne åbne noget, og begyndte at kigge os omkring efter, hvor det kunne være,” fortæller Søren, og Thomas fortsætter: ”Det skulle være i køreafstand fra Holbæk, da vi jo begge bor der, og ikke havde intentioner om at flytte. Vi kom i tanke om Kalundborg, og kontaktede Steen Huusom, der sagde, at der var noget på det tidligere Carmen, der kunne være interessant for os. Vi kørte derud, og så på lokalerne med det samme, og kunne straks se mulighederne.”

De to fortæller, at lokalerne stod, som havde Carmen Curlers netop forladt dem. En lang gang med små kontorer, turkisblå tæpper og trælameller. Men de kunne sagtens se potentialet i bygningen, og sagde ja tak til lejemålet. Nu skulle eventyret begynde.

Uddannet inden for branchen

Søren og Thomas er begge uddannet fitnessinstruktører, som det hed tilbage i 90’erne, hvor de tog deres uddannelse. Derudover er Thomas bl.a. også uddannet personlig træner. Da de startede Go’ Form op i 2002 var der ikke mange, der havde de uddannelser.

”Dengang var der slet ikke så mange, der var uddannet inden for branchen, som der er i dag. Det slog vi også på, da vi åbnede, at det var med folk, der var uddannet i fitnessbranchen. I dag har alle vores medarbejdere en eller anden form for erfaring, men de er ikke alle uddannet fitnessinstruktører osv.,” fortæller Thomas.

De var begge lidt bekymrede for, at de ikke var synlige nok, fordi de lå i udkanten af byen, og altså ikke helt centralt, men i dag er de glade for placeringen, da de ligger i et plan, så også gangbesværede og kørestolsbrugere kan komme ind og træne, ligesom de har rigtig gode parkeringsmuligheder.

Der har været hårde år

Finanskrisen var det tidspunkt, hvor Søren og Thomas mærkede udfordringerne mest. De havde lige udvidet Go’ Form første gang, havde ikke mange penge, og en del medlemmer meldte sig ud, fordi de ligeså mærkede finanskrisen på egen pengepung. Derudover kunne de mærke, da der kom et andet fitnesscenter til byen, men to år senere havde de igen samme medlemstal, og havde faktisk fået mange af deres tidligere medlemmer tilbage igen. Senere kom COVID-19 og spændte ben for hele erhvervslivet, men også det overlevede fitnesscentret.

”Vi er meget glade for, at vi har så gode og loyale medlemmer. Nogle har vi faktisk helt tilbage fra, da vi åbnede. Nogle har været væk, og er senere kommet tilbage, og andre er kommet til som helt nye medlemmer. Under corona satte vi medlemsskaber i bero, og det gjorde også nok, at folk blev, og så kom tilbage stille og roligt, da vi igen åbnede op,” fortæller Søren og Thomas, og Thomas fortsætter: ”I virkeligheden er det sundt med konkurrence, og det har vi også mærket. Det har givet os et los et vist sted fra tid til anden. Når man står i det, er det ikke sjovt, men bagefter kan vi godt se, at det bare har gjort os stærkere.”

Søren supplerer: ”Det er ikke noget, vi tjener millioner på, men vi elsker at gå på arbejde hver dag.”

Det handler om sundhed, men også om fællesskabet

De to er også enige om, at i dag ved mange langt mere om sundhed og træning end, hvad tilfældet var for tyve år siden.

”I dag ved folk mere om træning, end de gjorde før i tiden, når de begyndte at træne. Derudover er bevidstheden i, at det er nødvendigt at træne for sin sundheds skyld kommet meget mere i fokus. Der er en meget større bevidsthed om sundhed i dag,” fortæller Thomas.

”Der er også kommet mange nye træningsformer til, som vi også har taget til os. Fx er funktionel træning, crossfit-delen, bootcamps og personlig træning vokset ekstremt meget,” fortsætter Søren.

Søren og Thomas er da heller ikke i tvivl om, at teknologien vinder mere og mere ind i deres verden også.

”Teknologien vinder mere og mere ind på os, men det personlige plan er stadig meget vigtig for os. Vi har muligheden for, at gøre det at træne mere personligt, fordi vi netop hele tiden er nogle herude, der kan hjælpe og vejlede, og vi vil gerne hjælpe folk. For os handler det om træning, men det handler også om fællesskabet. Der er skabt et fællesskab herude, og det holder vi meget af,” fortæller de to.

Kollegaer og kammerater

Søren og Thomas har et godt samarbejde, ellers har man ikke en virksomhed sammen igennem tyve år. De har da heller ingen planer om at stoppe foreløbig.

”Vi har været kammerater i mange år, og har arbejdet sammen i mange år, og har altså nu haft et motionscenter sammen i tyve år. Men vi fungerer godt sammen. Vi er enige om de store ting, men har også et forskelligt syn på mange ting. Det er sundt for os, at vi trækker lidt hver vej. Vi har fundet hver vores arbejdsopgaver, og forskeligheden gør, at vi er gode sammen,” slutter de to af med at fortælle.

Hos Go’ Form er der i dag 25 ansatte, men kun Søren og Thomas er på fuld tid. Da det hele begyndte var Go’ Form en tredjedel af, hvad motionscentret er i dag - 479 kmv mod i dag knap 1.200. Der er udvidet over tre omgange. Gennemsnitsalderen er 49 år, og fordelingen på kvinder og mænd er ca. 60/40.

Jubilæum skal fejres i flere dage

Der er reception i Go’ Form med morgenmad fra  7.30 – 12 torsdag den 18. august. Der er naturligvis åbent som vanligt, men der vil også være nogle konkurrencer og tilbud ligesom, at man kan komme forbi og træne gratis den dag, hvis man ikke er medlem. Om aftenen er der grillpølser samt sodavand og øl. Fredag den 19. august holder Go’ Form ydermere en fest på Postgaarden med mad fra Slagter Jacob, hvor 111 deltager.

Del