Fastelavnshygge for børn og deres voksne

Én af de faste traditioner i forbindelse med fastelavn, er den traditionsrige fastelavnsgudstjeneste i Vor Frue Kirke med efterfølgende tøndeslagning i museumsgården.

Fastelavnshygge for børn og deres voksne
Det er en hyggelig tradition, når der slås katten af tønden i museumsgården. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Merete Jensen, merete@tv-kalundborg.dk

Søndag den 19. februar klokken 13.30 til 15.30 kommer Højbyen til at vrimle med feer, trolde, Spiderman, cowboys og en enkelt fange på ledsaget udgang, når Vor Frue Kirke og Kalundborg Museum inviterer børn i alle aldre til den traditionsrige fastelavnsgudstjeneste i kirken med efterfølgende tøndeslagning i museumsgården.

Dagen indledes med fastelavnsgudstjeneste, og bagefter kan børnene slå katten af tønden i Kalundborg Museums gård, hvor der naturligvis er præmier til de heldige kattekonger og -dronninger samt dem, der er sjovest klædt ud.

Vor Frue Kirke sørger for varm kaffe og kakao til alle, voksne som børn. På museet vil der være slikposer til alle deltagende børn. Tilmelding er ikke nødvendig, og det er gratis at deltage.

Fastelavnsværksted og råhygge

Hvis man ikke kan få nok af fastelavn og ren råhygge, så kan man i hele vinterferien til og med den 18. februar komme til ”fastelavnsværksted” på Kalundborg Museum, hvor der vil være sjove skabeloner og et væld af materialer. Her kan man peppe fastelavnskostumet op med en fin papirparyk – eller lave en sjov eller skræmmende maske. Man kan også lave et fastelavnsris, som man kan ”rise” forældrene med på selveste fastelavns morgen – nøjagtig som man gjorde i gamle dage.

Der ligger skabeloner til at klippe efter, og materialer klar i værkstedet, så børn og deres voksne kan lave pynt lige til at tage med hjem. Tilmelding ikke nødvendig – bare mød op!

Fastelavnsværkstedet er åbent alle dagene i vinterferien til og med den 18. februar fra klokken 11 til 15.

Læs mere om de to arrangementer på hjemmesiden:

www.vestmuseum.dk/kalundborg-museum/det-sker-kalundborg

Del