Fastelavnsfest - i den gode sags tjeneste
I år afholder de igen fastelavn, og denne gang går overskuddet til Børne Telefonen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Ladies Circle Danmark (LCD) valgte sidste år i maj BørneTelefonen, som sit 2-årig Nationale Service Projekt (NSP), og i den forbindelse afholder Ladies Circle Kalundborg (LC11) i år en fastelavnsfest
I 2020 afholdte Ladies Circle Kalundborg fastelavn, hvor hele overskuddet ubeskåret gik til børn og unge på Synscenter Refsnæs. I år afholder de igen fastelavn, og denne gang går overskuddet til Børne Telefonen.
Søndag den 19. februar kl. 11 hos punkt1 i Kalundborg er der således fastelavnsfest. Butikken, der ligger på Stejlhøj 46, har stillet sit baglokale til rådighed.
”Vi har tidligere før Corona, i 2020, afholdt lignende arrangement til fordel for Synscentret Refsnæs, hvor vi havde ca. 80 tilmeldte børn. Af hensyn til plads er der et loft på max. 100 børn. I prisen medfølger 1 juicebrik, 1 slikpose , 1 fastelavnsbolle og tøndeslagning samt mulighed for at lave fastelavnsmaske/ris og ansigtsmaling,” fortæller Mona Nørgaard fra Ladies Circle, og fortsætter:
”Tøndeslagningen bliver opdelt i tre aldersgrupper med præmier til kattekonge/dronning og for bedste udklædning. Der vil være mulighed for at købe drikkelse og kage, ligesom der vil være vinsmagning for de voksne i butikken - arrangeret af punkt1. Vi er SÅ glade og taknemlige for den lokale støtte og opbakning, som vi oplever.”
Ladies Circle Danmark (LCD) er et netværk for kvinder i alderen 18-45 år. De har ca. 1.500 medlemmer fordelt på 9 distrikter med 89 klubber på landsplan. Klubben i Kalundborg (LC11) består af 12 medlemmer, og har eksisteret siden 1962.
Fastelavnsfesten er åbent for alle og – dog med en deltagerpris. Men overskuddet går til Børne Telefonen: ”Vi vil gerne sige en stor tak til vores foreløbige sponsorer. Fastelavnsfesten er meget tæt på at være fuldt sponsoret, og det er kun få ting, der mangler. Skulle der være virksomheder eller forretninger, der ønsker at sponsorerer, er de velkomne til at henvende sig,” siger Mona Nørgaard, og fortsætter: ”Overskuddet går som nævnt til BørneTelefonen, og vi håber på at kunne sende et stort pengebeløb afsted. Der bliver oprettet en begivenhed på Facebook, hvor invitationen kan findes. Her vil man også kunne se, når billetterne er udsolgte, og hvem sponsorerne er.”