Inviterer til fastelavn på Kalundborg Museum
I over 50 år har der faktisk lydt kølleslag mod trætønden samt glade udbrud, når tøndebunden blev slået af, og slik væltede ud.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Inden længe slår børn og andre barnlige sjæle Katten af Tønden rundt om i det ganske land således også i Kalundborg.
I over 50 år har der faktisk lydt kølleslag mod trætønden samt glade udbrud, når tøndebunden blev slået af, og slik væltede ud. Nu er det atter tid til den traditionsrige fastelavnsfest på Kalundborg Museum i Lindegårdens gård.
Igen i år begynder det hele med fastelavnsgudstjeneste for børn og voksne i Vor Frue Kirke kl. 13.30. Efter endt gudstjeneste (kl. 14) kan alle børn slå katten af tønden på Lindegården, og som altid vil der være konkurrence om den bedst udklædte, selvfølgelig med præmier. Der sluttes af med varme drikke.
Tilmelding er ikke nødvendigt, og det er gratis at deltage i arrangementet, der løber af stablen søndag den 2. marts kl. 13.30-15.30. Første del foregår i Vor Frue Kirke og dernæst i gården ved Kalundborg Museum.
Derfor fejrer vi ikke fastelavn på samme dato hvert år.
Datoen bliver fastlagt på baggrund af fuldmånen. Vi starter med forårsjævndøgn og den første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn er påskesøndag. Og syv uger inden denne søndag er det fastelavnssøndag. Det kan være fastelavnssøndag mellem 1. februar og 7. marts.