Farvel til Inge og goddag til Kia i en ny rolle

Inge Linkamps farvel og Kia Witthøfft nye rolle hos BDO Kalundborg markeres ved en indbudt reception for kunder og forretningsforbindelser.

Farvel til Inge og goddag til Kia i en ny rolle
Inge Linkamp går på pension og Kia Witthøfft for en ny rolle hos BDO Kalundborg. Privatfoto

Af Jens Nielsen

Inge Linkamp går nu på en velfortjent pension fra sit job som registreret revisor hos BDO i Kalundborg. Samtidig bliver det et goddag til Kia Witthøfft i en ny rolle.

Hele Inge Linkamps arbejdsliv har været fuld af tal, men nu er det slut for den 66-årige registrerede revisor, som går på en velfortjent pension.

”Egentligt havde jeg regnet med at få nogle år med lidt mindre arbejde men det eksisterer ikke i vores branche, enten er du med eller også er du ikke med, der er hele tiden nye love og regler man skal sætte sig ind, så nu er der nogle unge mennesker som må tage over,” fortæller Inge Linkamp.

Inge Linkamp startede sit arbejdsliv i 1975 hvor hun kom lære som revisorassistent. Så fulgte 10 år i en revisionsvirksomhed i Holbæk, herefter omkring 10 år som regnskabschef i en produktionsvirksomhed i Jyderup.

Omkring år 2000 mødte Inge Linkamp så Peter Westergaard i børnehaven hvor deres børn gik og det blev så starten til et mere end 20-årigt samarbejde, først i Dansk Revision og siden i BDO Kalundborg.

”Jeg er på ingen måde træt af mit job og mit fag, det er mængden af timer jeg er træt af, så nu håber jeg, at jeg kan finde ud af og gå derhjemme og selv disponere over tiden og ikke sidde med en dårlig samvittighed over det man er bagefter med,” fortæller Inge Linkamp.

Overtager rollen som kontorstedsansvarlig

Med Inge Linkamps farvel til BDO Kalundborg sker der lidt ændringer i organisationen på kontoret på Banegårdspladsen.

I slutningen af 2020 bestod Kia Witthøfft eksamen som Statsautoriseret Revisor, og siden har hun fået mere ansvar og er i dag partner hos BDO Kalundborg.

”Jeg kommer til at overtage nogle af Inge Linkamps kunder og så overtager jeg rollen som kontorstedsansvarlig fra Peter Westergaard (Senior Partner, registreret revisor, BDO Kalundborg), det en forsigtig start på et generationsskifte,” fortæller Kia Witthøfft.

Inge Linkamps farvel og Kia Witthøfft nye rolle hos BDO Kalundborg markeres ved en indbudt reception for kunder og forretningsforbindelser.

Del