Farlige dyr og idioter

Søndag eftermiddag underholdte Sebastian Klein, store og små på Skolen på Herredsåsen, med fortællinger om vilde dyr og idioter, i anledning af Verdens Mentale Sundhedsdag.

Farlige dyr og idioter Søndag eftermiddag var der fyldt op af børn og voksne på Skolen på Herredsåsen i Kalundborg, hvor Sebastian Klein fortalte levende om verdens farlige dyr. Foto: Gitte Korsgaard.

Tekst og fotos af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Søndag eftermiddag underholdte Sebastian Klein, store og små på Skolen på Herredsåsen, med fortællinger om vilde dyr og idioter, i anledning af Verdens Mentale Sundhedsdag.

Det handlede om verdens farlige dyr, da Sebastian Klein var forbi Kalundborg søndag eftermiddag for at fortælle lidt om natur og dyr – og idioter. For dem er der altså nogle stykker af, ifølge Sebastian Klein. Børn og voksne i alle aldre grinede, når Sebastian Klein fortalte om farlige dyr, idioter og om at tisse lidt i bukserne af skræk for de farlige dyr.

Kalundborg Kommune markerede Verdens Mentale Sundhedsdag i samarbejde med organisationen ABC for Mental Sundhed, og her kunne man altså møde Sebastian Klein, der er en af Danmarks kendte og populære naturformidlere. To sundhedskonsulenter bød velkommen og fortalte lidt om, hvad Verdens Mentale Sundhedsdag handler om. Derefter gik Sebastian på scenen og fortalte levende om farlige dyr og idioter, mens han viste en masse klip af begge dele.

"Vi skal møde farlige dyr og en helt masse idioter. Jeg elsker farlige dyr. Det har jeg altid gjort. Men hvor der er farlige dyr, er der altså også nogle gange idioter. Jeg har jo lavet et program, hvor jeg lader mig stikke, brænde og bide af en hel masse forskellige dyr. Men da jeg blev spurgt, om jeg ikke skulle lade mig få stød af en elektrisk ål, spurgte jeg mig selv om, hvor meget idiot jeg mon egentlig var. Jeg så en video med en idiot, der træder på en elektrisk ål, og så tænkte jeg, at det skulle jeg ikke prøve,” fortæller Sebastian Klein, mens publikum grinede stort.

Han fortalt livligt videre om, hvordan han engang var blevet jagtet af en elefant i Afrika, og at han der nok tissede lidt i bukserne. Børnene hvinede over Sebastian Kleins historie. Et barn i salen sagde ”Åh shit”, og Sebastian Klein udbrød: ”Lige præcis.”

Der blev endvidere talt om hvidhajer, tigere og isbjørne, og publikum lyttede interesserede med. Da Sebastian Klein var færdig med at fortælle, sørgede FDF Røsnæs og FDF Kalundborg for aktiviteter for alle børnene både uden- og indenfor.

ABC for Mental Sundhed

ABC for mental sundhed er en organisation, der arbejder for at skabe mere trivsel i hverdagen. Det handler om at gøre ting, der giver livet mening, glæde og værdi.

A = gør noget aktivt - B = gør noget sammen med andre - C = gør noget, der giver mening for dig.

Del