Far på dagsordenen

Modelfoto: Colourbox

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Med et nyt tilbud vil Kalundborg Kommune skabe nogle af de samme muligheder for fædre på barsel, som eksisterer for mødre op barsel i dag. Ligesom det kan være svært at stå som nybagt mor på barsel med alle spørgsmålene, kan det også være svært at stå som nybagt far på barsel. Derfor har Kalundborg Kommune nu sat fokus på fædre på barsel.

Hos Kalundborg Kommune er man klar over, at det kan være svært, at stå som nybagt forælder med despørgsmål og udfordringer, der følger med. Det kan være rart at have nogle at støtte sig op af og søge vejledning hos, som i dag kendes fra diverse mødregrupper. Men i dag er der flere og flere mænd, der vælger at gå på barsel med deres barn, og tilbuddene er ikke de samme til dem. 

Fars Legestue kommer til Høng

Den 1. september 2021 åbner Fars Legestue på Høng Bibliotek. Fars Legestue er et sted, hvor fædre med børn i alderen 0-5 år kan komme og være aktive sammen med deres børn, og møde andre fædre, der som dem selv har valgt at gå på barsel, eller har valgt at tage fri en dag sammen med deres barn.

I Fars Legestue kan alle fædre komme og gå, som det passer ind i den enkeltes hverdag. Her er der rig mulighed for at snakke med andre fædre om faderskabet på godt og ondt. Der er åbent hver onsdag fra kl. 13-15, og alle bliver mødt af en sundhedsplejerske, som byder velkommen. Sundhedsplejersken er med til at skabe god stemning og sikre, at der altid er kaffe på kanden. Derudover kan fædrene også få mulighed for at stille alle de spørgsmål, de måtte have.

”Vi glæder os til at byde fædre og deres børn velkommen i vores nye Fars Legestue, og vi håber, legestuen vil vokse med tiden, så mange fædre vil få gavn af den,” siger Bodil Giversen, afdelingsleder af Sundhedstjenesten i Kalundborg Kommune.

Far på dagsordenen

Fars Legestue i Kalundborg Kommune er én blandt flere rundt om i Danmark. Legestuen bliver åbnet i samarbejde med Forum for Mænds Sundhed, der driver projekt Far for Livet, støttet af Nordea-Fonden.

”Vi er utrolig glade for, at Kalundborg Kommune vil være med til at skabe gode rammer for fædre og børn, ved at åbne en Fars Legestue. Vores arbejde med fædre viser, at mange fædre ønsker at være mere aktive sammen med deres børn, men de ved ikke altid, hvor de skal finde disse aktiviteter. Derfor er Fars Legestue et rigtig godt koncept til at invitere fædre med deres børn indenfor,” siger sekretariatschef i Forum for Mænds Sundhed, Mie Møller Nielsen.

Når Kalundborg Kommune sætter fokus på fædre, så ligger det rigtig godt i tråd med det arbejde, som kommunens sundhedspleje i forvejen arbejder med. De har blandt andet afholdt Far Festival, hvor fædre og børn over en weekend kunne komme tættere på sig selv og hinanden. Derudover har Kalundborg Kommune en Far-ambassadør sundhedsplejerske, Anne Dalsø, som bliver tovholder på Fars Legestue. Far-ambassadørernes rolle er at sætte far på dagsordenen på lige fod med mor, ved at inddrage fædrene mere, end tilfældet tidligere har været.

Fars Legestue Kalundborg har opstart den 1. september 2021.

Del