Færgerute ude af drift i flere dage efter påsejling

Skaden er større end først antaget og derfor aflyses de resterende afgange mandag, alle afgange tirsdag og starten af onsdag er også aflyst.

Færgerute ude af drift i flere dage efter påsejling
Samsøfærgen M/F Samsø ramte kajen da den ankom til Kalundborg mandag morgen, derved opstod der er stor revne som nu skal repareres. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Færgen mellem Kalundborg og Ballen på Samsø er aflyst i flere dage efter et uheld i Kalundborg Havn mandag morgen, hvor færgen påsejlede molen.

Samsølinjens færge M/S Samsø ramte mandag morgen et såkaldt fender-skjold, der sidder på molekanten, da den anløb Kalundborg kl. 08.35. Derved opstod der en flænge i skibets skrog på omkring en meter, og sejladsen blev herefter indstillet.

”M/F Samsø har haft en kaj berøring ved ankomsten til Kalundborg mandag morgen, og der er opstået en revne som skal repareres før færgen, kan genoptage sejladsen. Søfartsstyrelsen og et klassifikationsbureau er orienteret om uheldet og der er bestilt reparation og en koordinerende maskinchef er på vej til Kalundborg,” fortalte Jesper Maack, PR- og Kommunikationschef hos Molslinjen, der ejer Samsølinjen, mandag formiddag.

Her var meldingen også, at færgen måske blev klar til sejlads senere på mandagen, men nu meddeler Samsølinjen, at skaden er større end først antaget og derfor aflyses de resterende afgange mandag, alle afgange tirsdag og starten af onsdag er også aflyst. Næste afgang der kan bookes billetter til er fra Kalundborg onsdag klokken 17.55.

I følge Samsølinjen er der desværre ikke mulighed for at sætte en afløserfærge ind på ruten.

Flænge i Samsøfærgen – sejlads indstillet

Del