Færdselsuheld i morgentrafikken

Uheldet, som skete lige midt i morgentrafikken, gav en del trafikale problemer på stedet i en lille time.

Færdselsuheld i morgentrafikken
Politiet fik tirsdag morgen kl. 07.56 melding om et færdselsuheld i det befærdede lyskryds Hovvejen-Slagelsevej i Kalundborg, hvor en svensk indregistreret lastbil var kørt ind i siden på en mindre personbil. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Det gav en del udfordringer for morgentrafikken tirsdag, da en lastbil og en mindre personbil var involveret i et færdselsuheld i Kalundborg.

Politiet fik tirsdag morgen kl. 07.56 melding om et færdselsuheld i det befærdede lyskryds Hovvejen-Slagelsevej i Kalundborg, hvor en svensk indregistreret lastbil var kørt ind i siden på en mindre personbil.

Foruden flere patruljer fra politiet blev der også sendt en ambulance og en akutbil til stedet.

Ifølge politiets oplysninger er lastbilen, ført af en 32-årig svensk kvinde, kommet kørende fra Novo-siden og kører ind i lyskrydset for grønt, hvor personbilen bliver ramt i siden.

Personbilen, ført af en 48-årig kvinde fra Kalundborg, var kommet kørende ad Slagelsevej i nordvestlig retning.

”Lastbilen kører over for grønt lys men der er mistanke om, at bilisten kan være kørt over for rødt lys og bliver ramt af lastbilen,” fortæller kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, Charlotte Tornquist.

Den 48-årige kvinde er kørt til tjek på sygehuset, oplyser politiet.

Uheldet, som skete lige midt i morgentrafikken, gav en del trafikale problemer på stedet i en lille time.

Del