Et slag for brysterne
Dameklubben i Kalundborg Golfklub har igen i år indsamlet et flot beløb til Kræftens Bekæmpelse i kampen mod brystcancer.
Den 1. juli blev der afholdt Pink Cup til støtte for kampen mod brystkræft. Det er 21. gang denne match afholdes på landsplan og 11. gang i Kalundborg golfklub.
Der er indsamlet penge igennem personlige sponsorater, salg af lotteri, boldklude, varer fra Kræftens Bekæmpelse, auktion af kunsttryk og maleri, puttekonkurrence og til sidste matchfee ved matchen. Det samlede beløb, der er samlet ind fra Kalundborg Golfklub ved dette års Pink Cup er 50.186 kr.
”Hvilket vi er utrolig stolte over i dameklubben og vi kan ikke sige det nok – tusind tak til alle,” slutter Anita Holm-Jensen, formand for Dameklubben i Kalundborg Golfklub, af med at sige.
Kunstauktion gav penge til det gode formål
79 var fremmødt og fik spillet nogle hyggelige timer på golfbanen i tørvejr. Efter matchen var der spisning i den pink pyntede golfklub, og herefter auktion over et kunsttryk af Carsten Dahl, der gik for 900 kr. Et maleri, malet af den lokale golfspiller Tove Huniche, blev også solgt til 2.025 kr.
Herefter blev de mange lotterigevinster udtrukket. Igen i år blev der indsamlet penge i forbindelse med personlige sponsorater, online og via sponsorat på en spiller i matchen. Her blev der indsamlet i alt 12.509 kr. Endelig blev præmier til de bedste i rækkerne uddelt.
De 3 bedste i rækkerne blev:
A-rækken Dame:
- Vini Hansen, 40 point
- Iben Jensen, 39 point
- Karin Holm, 36 point
B-rækken Dame:
- Sandra Lang, 42 point
- Lisa Moll, 40 point
- Karen Vilhelmsen, 33 point
A.rækken Herre:
- Jens Nording, 35 point
- Kasper Jørgensen, 34 point
- Kurt Creutzburg, 34 point
B-rækken Herre:
- Henning Bøgh, 39 point
- Lars Thim Eriksen, 38 point
- Keld Kamstrup, 38 point