Et indblik i en lukket verden

"Hun er en virkelig dygtig fortæller med en relevant historie. Hun fortæller netop om, hvor fedt det er at træne, men også om at man kan komme ind på en forkert vej, som man faktisk også kan komme væk fra igen."

Et indblik i en lukket verden
Hun var en af Danmarks mest eksponerede fitnessatleter og promoverede "den perfekte krop" til hendes, dengang 50.000 følgere.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

De fleste er vist klar over, at vi lever i en digital tidsalder, hvor sociale medier fylder en stor del af langt de flestes hverdag. På platforme som Instagram, TikTok og Snapchat ser man hver dag glitrende billeder og videoer, der præsenterer det "perfekte" udseende.

Hun var en af Danmarks mest eksponerede fitnessatleter og promoverede "den perfekte krop" til hendes, dengang 50.000 følgere. Men de fik ikke hele sandheden. Det gør man derimod, hvis man kommer til hendes foredrag i Go’ Form i Kalundborg, hvor Therese Vilrik tager publikum med bag kulisserne i fitnessverdenen. Hun deler sin personlige rejse som dedikeret atlet i en verden præget af doping, kontrol og usunde idealer. Men hun fortæller også om, hvordan hun fandt vejen ud igen.

Therese Vilriks foredrag ’Fitness, facader og forvandling - et personligt indblik i en lukket verden med doping’ handler om hendes egen personlige erfaringer. Fra 2012-2016 var Therese Vilrik nemlig aktiv inden for fitness- og bodybuilderverdenen samt udøvende bodyfitnessatlet i 2014 og 2016, hvor hun deltog i seks nationale og internationale konkurrencer.

Doping er mere end store overarme

Ejer af Go’ Form i Kalundborg, Søren Lund Larsen, fortæller, at selv om doping måske ikke er et stort problem hos dem, er der stadig nogle, og det er et stort problem landet over. Han fortæller endvidere, at doping jo ikke kun handler om store overarme.

”Vi hørte Therese holde foredrag til en anti-doping konference sidste år, og hun er en virkelig dygtig fortæller med en relevant historie. Hun fortæller netop om, hvor fedt det er at træne, men også om at man kan komme ind på en forkert vej, som man faktisk også kan komme væk fra igen. Hendes historie er meget rammende, og den er både for unge og voksne,” siger han og fortsætter: ”Vi skildrer med dopingkontrol herude, og vi tager også gerne en snak med folk, hvis vi har en mistanke. Men det er vigtigt at huske på, at doping er mere end store overarme. Det er folk, der gerne vil tabe sig, blive større, mere markerede osv. De spiser alt muligt, og man kan ikke længere spotte dem, der tager de her ting. Vi har ikke det store problem hos os, men problemet er her stadig selvom, at det ikke altid er synligt.”

Et mere nuanceret syn på verden set gennem SoMe

Foredraget er for dig, der er nysgerrig på fitnesskulturen, træning, doping og mental sundhed - og for alle, der ønsker et mere nuanceret syn på den verden, vi ser på sociale medier. Therese arbejder i dag som kunstmaler, kontrollant hos Anti Doping Danmark og som træner.

Er man interesseret, foregår arrangementet tirsdag den 18. marts kl. 19.30 i Go’ Form i Kalundborg. Foredraget er for både medlemmer og ikke-medlemmer, men er gratis for medlemmer. Man kan allerede nu tilmelde sig i receptionen hos Go’ Form eller online.

Del